Sådan deler du ud af dit netværk i parken

Gør din smartphone til en bærbar router, og vær online på din computer, uanset hvor du er.

Gør din smartphone til en bærbar router, og vær online på din computer, uanset hvor du er. Foto: Colourbox

Hvad enten du har Android, Windows Phone eller iPhone, kan du koble din mobil sammen med din bærbare computer, din tablet eller andre enheder og gå på nettet, selvom der ikke er en trådløs internetforbindelse i sigte.

Det eneste, det kræver, er, at 3G-data er tilgængeligt, samt at du sætter din smartphone op, så den deler mobildataforbindelsen over WiFi. Flere computere kan uden ledninger deles om det samme netværk, så du kan sidde i den lokale park og sørge for, at du selv og dine venner er online samtidig.

Sådan gør du

Alt efter hvilken smartphone, du har, og hvilket styresystem der er installeret, kan du koble dit udstyr trådløst sammen og være på nettet i løbet af få minutter. Her følger en guide til, hvordan du kommer i gang.

Før du begynder at dele løs af din mobildataforbindelse, bør du først og fremmest tjekke, om ordningen er aktiveret hos dit teleselskab. Bemærk også, at det er dit dataforbrug, det går ud over, når du giver andre mulighed for at gå på internettet via din forbindelse.

Android

[image:fid:42194]

Hotspot-funktionen er ifølge Google Danmark nemmest at sætte op i Android-versionen 4.0 Ice Cream Sandwich – og selvfølgelig også i det kommende Jelly Bean. Guiden her er lavet med Android 4.0.2:

  • Fra startskærmen finder du ’Indstillinger’
  • Her vælger du ’Trådløst og netværk’ > ’Mere’
  • Klik på ’Tethering og bærbart hotspot’ > ’Konfiguration af WiFi-hotspot’
  • Herinde kan du indstille sikkerheden af dit netværk:

Netværk-SSID: Indtast et navn på dit mobile hotspot – det er det navn, som andre ser og bruger til at oprette forbindelse til din delte forbindelse over WiFi.

Sikkerhed: Vælg adgangskode (WPA2) for at konfigurere dit mobile hotspot som et sikret netværk. Du kan også vælge et åbent netværk, som alle og enhver har adgang til.

Adgangskode: Hvis du vælger at have adgangskode på forbindelsen, skal du indtaste en adgangskode, som andre skal bruge, når de skal oprette forbindelse til dit netværk. Du vil herefter se et ikon for internetdeling i din statuslinje, og andre personer kan hoppe på, hvis du oplyser dem koden.

  • Marker ’Bærbart WiFi-hotspot’ med et flueben for at aktivere funktionen. Det er også her du deaktiverer den, når du ikke vil dele din mobildataforbindelse længere.

Du kan tilslutte op til otte computere og andre enheder til netværket, der kan ses under tilgængelige WiFi-netværk, når har udført guiden.

Windows Phone

[image:fid:42195]

  • Gå til start, swipe til venstre og tryk på ’Indstillinger’ > ’internetdeling’
  • Skift ’Deling’ til ’Til’
  • Tryk på ’Konfiguration’
  • På skærmen ’Internetdeling’ skal du gøre følgende:

Skriv et netværksnavn i feltet ’Broadcastnavn’. Det er dette navn, som både du og andre kan se, når der skal oprettes forbindelse til din delte WiFi-forbindelse. Tryk på ’Sikkerhedstype’ og derefter ’Adgangskode’ (WPA2) eller ’Ingen’ (åben). Hvis du vælger, at netværket skal sikres med en adgangskode, skal du angive den – det er den samme, som andre skal bruge for at oprette forbindelse til din delte forbindelse.

  • Tryk ’Udført’. Nu kan du se WiFi-netværkets navn på din computer eller tablet og logge dig på.

I telefonens statuslinje kan du se et ikon for internetdeling, så længe funktionen er aktiveret.

iOS

[image:fid:42193]

Internetdeling er muligt på iPhone 3GS og nyere modeller samt iPad 2 og tredje generation iPad.

  • Åbn ’Indstillinger’ > ’Internetdeling’. Hvis du ikke kan se funktionen, kræver det formentlig en nulstilling af netværksindstillingerne og genstart af iPhone først. Det gør du sådan her:

Under ’Indstillinger’ > ’Generelt’ > ’Nulstil’ vælger du ’Nulstil netværksindstillinger’. Lad din iPhone genstarte (bemærk, at nulstillingen fjerner adgangskoden til din trådløse router hjemme i stuen, så den skal du huske at skrive ned, hvis du ikke allerede har gjort det). Når iPhone er genstartet, skulle menupunktet ’Internetdeling’ gerne være synligt under ’Indstillinger’.

  • Åbn ’Indstillinger’ > ’Internetdeling’ > slå ’Internetdeling’ til.
  • Klik på ’Wi-Fi-adg.kode’ og ændr adgangskoden til en personlig kode. Det er den kode, som andre brugere skal bruge for at skabe forbindelse til dit delte netværk.

Herefter kan du se din delte forbindelse under tilgængelige WiFi-netværk på din computer, tablet eller en anden enhed - og skabe forbindelse til internettet via den. Der kan maksimalt være fem enheder på forbindelsen samtidig, men antallet kan også være mindre alt efter opreatør og model.

Bruger du internetdeling på din smartphone?