Guide: Spar tusindvis af kroner på ferien

Den nemmeste løsning, når man skal booke ferie er uden tvivl at rende ned i sit lokal rejsebureau, pege på en side i kataloget og sige "den her, tak."

Den nemmeste løsning, når man skal booke ferie er uden tvivl at rende ned i sit lokal rejsebureau, pege på en side i kataloget og sige "den her, tak." Men med en anelse research og hjemmearbejde, kan man med fordel klare ferien selv.

Pakkerejser kan man dog ofte få billigere gennem rejsebureauerne, specielt hvis man har nerver til at vente til sidste øjeblik. Men storbyferien kan ofte klares billigst, hvis man gør det selv. Vi kigger på, hvordan du kan spare penge på begge dele.

Charterturen

Charterturen er det sikre valg for de fleste. Rejsearrangøren klarer stort set det hele, og man skal bare troppe op i lufthavnen, og man er godt på vej til sydens sol og varme.

[image:fid:36103]

Men alligevel kan der være mange penge at spare, specielt hvis man kan rejse uden for skolernes sommerferie og industriferien. Mange af rejseselskaberne tilbyder pæne rabatter, hvis man bestiller i god tid, men de store penge kan spares, hvis man venter med at bestille ferien til sidste øjeblik - og man sparer flest penge, hvis man gør det uden for højsæsonen.

Her gælder det om at gå benhårdt efter afbudsrejserne, og heldigvis er der et par sider, der samler tilbuddene fra alle de største rejseselskaber. Går man for eksempel ind på Travelmarket eller Afbudsrejser24, så kan man i skrivende stund komme til både Grækenland, Spanien og Portugal for lidt over 1.000 kroner inklusiv uspecificeret hotel.

Saml-selv-ferien

Her er det straks lidt mere besværligt. Det er lidt af et gedemarked at skulle finde de billigste hoteller og flyrejser, hvis man selv vil sammensætte sin ferie, men heldigvis er der et par hjemmesider, der kan hjælpe lidt på vej.

[image:fid:36104]

Her gælder det om at holde tungen lige i munden. Det samme hotel kan blive udbudt til vidt forskellige priser, alt efter hvilken hotelside, man går ind på. Hotellets pris har måske én pris, den ene bookingside en anden og den anden bookingside en helt tredje. Heldigvis findes der prissammeligningssider, men de er ikke så omfattende, som man kunne ønske sig.

Med hensyn til flyet, så er det straks lidt nemmere. Her findes sider, der sammenligner priserne fra forskellige flyselskaber og bookingsider.

Flyet

Det oplagte valg, når man skal sammenligne flypriser er siderne Momondo og Kayak. Siderne her samler simpelthen priser fra en lang række andre sider, og man kan på den måde hurtigt finde den billigste rejse. Brug gerne begge siderne for at finde den bedste pris, da de ikke helt dækker de samme priser.

[image:fid:36105]

Når det gælder fly, så skal man for alt i verden bestille så tidligt som overhovedet muligt. Som en tommelfingerregel kan man sige, at jo tættere man kommer på afrejsedagen, jo dyrere bliver flyturen. Det kan også tit og ofte betale sig at rejse midt på ugen og sent om aftenen eller tidligt om morgenen.

Husk også at tage højde for diverse afgifter, som flyselskaberne kan finde på at pålægge deres passagerer. Jeg har selv oplevet, at den billige tur, jeg havde fundet med et discountselskab blev næsten lige så dyrt som en tilsvarrende rejse med SAS. Og så vil jeg gerne lægge de par kroner ekstra for bedre service og et afrejsetidspunkt, der ikke ligger på et tidspunkt, hvor jeg normalt sover.

En anden ting, man skal være opmærksom på, er hvilken lufthavn, man lander i. Det er fint nok, at man sparer 200 kroner på turen til London, men det kan meget hurtigt vise sig at være et dyrere alternativ, hvis man er nødt til at betale et par hundrede kroner for at komme ind til byen fra Stansted, når man kunne have købt en billig undergrundsbillet fra Heathrow i stedet. Check det på nettet.

[image:fid:36106]

Hotellet

Hotellet er straks en mere rodet affære. Det er ikke til at sige, om man finder den bedste pris på hotellets egen hjemmeside, gennem et bureau eller på en bookingside som Hotels.com, Expedia eller Rejsefeber/Travelocity. Men hvis man har et bestemt hotel i tankerne, så er det bare om at gå ind på samtlige sider og finde den bedste pris.

Med Kayak.com kan man dog sammenligne priser fra forskellige sider, men sammenligningen er dog ikke så omfattende endnu - men det gør dog arbejdet lidt lettere.

Men de helt store beløb kan spares, hvis man har nerverne i orden - hotelpriserne falder oftest, jo tættere man kommer på - og til dels tør vente med at booke hotel og til dels tør købe katten i sækken.

Hemmelige hoteller

Hvis du er indstillet på ikke at vide, hvilket hotel du skal bo på, før du har betalt for det, så er der et par gode muligheder for at spare mange penge og bo på lækre hoteller.

Hotwire kan du finde hoteller over det meste af verden og spare stort på dem. Hagen er, at du ikke ved, hvilket hotel det er, inden du bestiller - du kender kun den omtrentlige placering, antallet af stjerner, nogenlunde hvilke faciliteter der er, samt hvilken score det har fået på Tripadvisor (en hjemmeside hvor brugerne kan anmelde hoteller).

[image:fid:36107]

Det gode er, at man kan være heldig at få særdeles gode hoteller til ingen penge - selv har jeg for eksempel fået et luksushotel i Amsterdam til ca. en fjerdedel af prisen og kunne nøjes med at betale omkring 3.000 kroner i stedet for 12.000 - og jeg fik stadig gratis minibar med i prisen.

LÆS OGSÅ: Sluk for dine gadgets

Priceline kan man byde på hoteller. Man vælger, hvor hotellet skal være, hvor mange stjerner det skal have og angiver, hvor meget man vil betale for det. Så kan de enkelte hoteller gå ind og se, om der er et bud, de vil acceptere - og så kan man være heldig at få et rigtig godt hotel til få penge.

Grunden til, at det kan lade sig gøre, er, at mange hoteller ikke vil risikere at brænde inde med værelser. Derfor falbyder de sig sig selv på denne lidt hemmelige måde. Så hvis man har nerverne til det, er det en god måde at spare penge på. Og jo tættere på datoen man kommer, jo billigere bliver det for det meste - men man skal være opmærksom på, at priserne kan stige igen, efterhånden som hotellerne kommer af med deres værelser.

Man kan dog benytte sig af hjemmesiden Betterbidding, hvor man kan være heldig at kunne gætte sig frem til hotellet ud fra dets placering og faciliteter - der er lange lister over bekræftede hoteller, og der er et livligt forum, hvor folk er søde til at hjælpe. Husk at støtte siden ved at gå ind på Hotwire eller Priceline gennem links på Betterbidding.

God rejselyst og kom endelig med jeres egne tips til billige ferier.