Fans frygter hooligan-stempel

16x9

Brøndbyfans frygter, at det bliver dem, der får hooligan_stemplet

Meningerne om hooligan-registret er delte blandt de danske fodboldfans, men i Brøndby på den københavnske Vestegn står de officielle og de uofficielle fans sammen om at være imod. Den mest markante fangruppe på Faxe-tribunen, Alpha, har den seneste tid aktioneret vidt og bredt mod registret. De frygter nemlig, at det meget vel kan blive dem, der ryger i registret og bliver stemplet som hooligans.

"Vi i Alpha er en erklæret ikke-voldelig fangruppe. Man kan ikke være med hos os, hvis man føler, at vold er en del af det at gå til fodbold. Alligevel oplever vi, at kontrollørerne er meget opmærksomme på os på stadion. Det virker til, at de er bange for at lægge sig ud med de rigtig hårde drenge, hvor der er risiko for at få en på hovedet. De går på rov hos os, der ikke er farlige i stedet, og dermed frygter vi, at det bliver os, der ryger i registret", forklarer Christian Kindler fra fangruppen.

Som loven er udformet ser kontrollørerne ud til at få en fremtrædende rolle i håndhævelsen af registret. Ud over at skulle afvise folk ved indgangene, skal de også opretholde lov og orden på stadion. Dermed bliver det formentlig på deres udsagn, at fans kan ryger i hooligan-registret. Eller fanregistret, som fansene selv kalder det.

Gummiparagraffer rammer bredt
"Vi foretrækker at kalde det et fanregister i stedet for hooliganregister, fordi vi frygter, det kommer til at gå hårdere ud over os fans end de rigtige hooligans. Som registret er sat sammen, rammer det ikke den organiserede vold, som forbindes med fodboldkampe. I stedet risikerer det at ramme almindelige fans, som står på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Gummiparagraferne rammer for bredt," påpeger han.

Christian Kindler hæfter sig desuden ved, at det at overtræde politivedtægten er nok til at komme i registret. Det indebærer blandt andet at urinere i en busk eller at tænde et romerlys.

Kæmper videre selv om løbet er kørt
Alpha har aktioneret kraftigt mod hooligan-registret fra dag 1. Under Folketingsvalget var de ude at hænge valgplakater op med deres budskab. De har produceret bannere og sunget sange med adresse til Lene Espersen. De har sågar samarbejdet med ærkefjenderne fra FCK-fangruppen Urban Crew.

Trods den massive kampagne mod registret, så regner Christian Kindler ikke med, at der kan ændres noget nu:

"Løbet er kørt, men vi bliver ved med at ytre os. Det, der skete i Næstved med FCK's fans, der gik amok, var formentlig det sidste dødsstød. Det er ellers en sjældenhed, at der udbryder slagsmål inde på stadion."

Ud over de åbenlyse konsekvenser for de personer, der fejlagtigt ender i registret, så frygter Christian Kindler, at konsekvensen vil blive en noget tammere atmosfære til Superliga-kampe fremover:

"Vi frygter en masseregistrering fra starten, men jeg håber ikke, at vi kommer til at ændre adfærd pga. truslen om karantæne. Men jeg kan med rette frygte, at folk vil lægge bånd på sig selv, og det vil formentlig resultere i en noget tam atmosfære til kampene.