Dansk smartphone udfordrer Apple og Samsung

En ny dansk virksomhed kaster sig nu ind på det benhårde marked for smartphones. Det sker, når man fra torsdag kan købe Id1, der er den første smartphone fra det københavnske selskab Id2me.

Bag firmaet står Christina Agger, der i mere end 10 år var ledende medarbejder hos Nokia og de sidste par år har været hos den anden danske smartphoneproducent, Lumigon.

- Jeg har i nogle år gået og tænkt på, at man burde gøre noget ved den måde, som smartphones er styret på. Navigationen i smartphones er blevet for rodet. Det er det, vi nu vil gøre op med, siger Christina Agger.

Vil inddrage brugerne
Id2mes bud på en mere simpel navigation i Android er en slags navigationshjul, som gør det muligt at navigere mellem de apps, man har lagt på telefonen, udelukkende ved at bruge for eksempel tommelfingeren.

Telefonen er født med en række apps, blandt andet Google og Facebook, men ellers er det hensigten af gøre systemet så åbent som muligt.

- Vores system og smartphone er under konstant udvikling, og vi vil i høj grad forsøge at inddrage brugerne, fortæller Christina Agger, der håber, at brugerne af Id1 vil deltage i udviklingen via Facebook-grupper og fysiske workshops, hvor man kan komme med ideer til både styring og design.

- Man kan sige, at brugerne bliver en integreret del af vores udviklingsafdeling, siger Christina Agger.

Id1 er produceret på en fabrik i Kina og ligger på niveau med konkurrenterne, når det gælder specifikationer på processor, batteri, skærm, og hvad man ellers måler den slags på.

Lanceres den 7. januar 
Det indbyggede hovedkamera, der er fra Sony, er på 13 megapixel, mens det sekundære kamera er på fem megapixel.

Id1 skiller sig i øvrigt ud fra mængden, ved at det er muligt at sætte to forskellige simkort i telefonen. Man kan dermed have to telefonnumre, for eksempel et arbejdsnummer og et privatnummer, på samme telefon.

Christina Agger er klar over, at markedet for smartphones er benhårdt, og at man som lille dansk producent risikerer at blive klemt mellem store spillere som Samsung, Apple, Huawei og Sony. Hun mener dog, at det er realistisk at tage et par procent af markedet.

I første omgang lanceres Id1 i Danmark 7. januar. Herefter følger Sverige i andet kvartal.

- Og så har vi kig på endnu et par markeder, herunder et ret stort, siger Christina Agger, der forventer, at Id2Me vil komme med ny versioner cirka en gang om året.

FAKTA: Her er verdens bedst sælgende smartphones

Fem store spillere sidder på mere end halvdelen af verdensmarkedet for smartphones. Nu håber danske Id2me med smartphonen Id1 at kunne spise lidt af krummerne fra de stores bord.

Markedsandele i 2. kvartal af 2015:

1. Samsung, 21,4 procent.

2. Apple. 13,9 procent.

3. Huawei, 8,7 procent.

4. Xiaomi, 5,6 procent.

5. Lenovo, 4,7 procent.

Andre: 45,7 procent.

Kilder: IDC

Vær på forkant med TV 2 BUSINESS, der samler den digitale kanal TV 2 BUSINESS og TV 2 NEWS i nyt digitalt lommeformat