Advokat godter sig over forsinket OW Bunker-julegave

Tusindvis af private investorer med tab på over 300 millioner kroner har fået et rygstød med dagens rapport om OW Bunker fra advokat og kurator Søren Halling-Overgaard.

Det siger Morten Schwartz Nielsen, der er partner i advokatfirmaet Lund Elmer Sandager og formand for Foreningen OW Bunker-investor, der repræsenterer knap 4000 private investorer.

- Det er en kærkommen gave. Den er lidt forsinket, den skulle have været lidt tidligere, juleaften havde været bedre for mig, men rapporten støtter op om alle de pointer, vi har, siger formanden i et interview med TV 2 (se interviewet øverst i artiklen).

- Den slår simpelthen fast, at der er ansvar fra både ledelsen og bestyrelsen, og der er også prospektansvar i den her sammenhæng.

- Rapporten støtter op om alle de pointer, vi har. Den slår simpelthen fast, at der er ansvar fra både ledelsen og bestyrelsen, og der er også prospektansvar i den her sammenhæng.

I den længe ventede rapport på 398 sider præsenterer kurator Søren Halling-Overgaard en barsk kritik af en lang række nøglepersoner i og omkring OW Bunker.

Skjulte spekulation i olie
Det gælder alt fra prospektet, der er salgsmaterialet forud for børsnoteringen til regnskaberne, de interne kontroller i OW Bunker, risikostyringen og bankernes og advokaternes rolle som rådgivere.

Særligt den tidligere topledelse med adm. direktør Jim Pedersen og risikodirektør Jane Dahl Christensen i spidsen får på puklen, og det samme gør repræsentanterne fra kapitalfonden Altor, der førte OW Bunker på fondsbørsen i marts 2014: Søren Johansen, Petter Samlin og Denis Viet-Jacobsen.

Kritikken går også udover tidligere Danske Bank-direktør Jakob Brogaard, der længe var en del af bestyrelsen i OW Bunker, og investeringsbankerne Morgan Stanley og Carnegie mens konsulent- og revisionshuset Deloitte og Danmarks største advokathus Kromann Reumert og det britiske advokatfirma White & Case får hårde ord med på vejen af kuratoren.

Går efter kapitalfonden
Foreningen OW Bunker-investor er forberedt på et langt opgør for at indhente de mange millioner, men man har allerede nu udset sig det primære mål.

- Det interessante for os er at finde nogen, der har midlerne til at betale. Det vil sige, vi kigger på forsikringsselskaberne, der er ledelsesforsikring og prospektansvarsforsikring, og så tager vi også og går efter kapitalfonden Altor, som vi formoder har pengene gemt et eller andet sted, siger Morten Schwartz Nielsen.

Kræver tæt på 2 milliarder

Konkursboet og tidligere OW Bunker investorer har foreløbig gjort krav på 1,7 milliarder kroner.

Det største krav kommer fra en gruppe danske, institutionelle investorer anført af pensionskasserne ATP og PFA, mens konkursboet har rejst et krav på 654 millioner.

I alt 3749 private investorer har gennem sammenslutningen Foreningen OW Bunker-investor rejst et krav på 295 millioner. Det samlede krav ventes at vokse, da en række internationale investorer også tabte penge ved konkursen.

Udover problemerne med prospektet fremhæver kurator Søren Halling-Overgaard en række problemer, heriblandt en voldsomt opskruet pris ved børsnoteringen, et decideret misvisende regnskab for 2013 og bred viden i direktionen om løbske kreditter på op mod en milliard kroner til partneren Tankoil i Singapore.

Forsikring dækker kun lidt
Det er endnu meget usikkert, hvor mange penge investorerne kan vinde ved en retssag, men det bliver under alle omstændigheder en hård kamp. 

Ifølge TV 2's oplysninger dækker OW Bunkers forsikringer for ledelsesansvar og prospektansvar i alt 400 millioner kroner, og dermed er der langt igen for investorerne.

Kendte ikke til spekulationen
Mens rapporten har været kras læsning for en lang række personer, er der en smule oprejsning til tre tidligere topfolk, der alle var en del af OW Bunkers top ved konkursen.

Kuratoren har nemlig ikke været i stand til at bevise - på baggrund af det tilgængelige skriftlige materiale - at Niels Henrik Jensen, der var bestyrelsesformand og bestyrelsesmedlemmerne Kurt Larsen og Tom Behrens-Sørensen, sad på viden om den risikable spekulation i oliepriserne.

Det er godt nyt for de tre erhvervsprofiler, der har været direktører i ØK, DSV og Mærsk.

OW Bunker - fra børsdarling til konkurs

7. oktober 2014
OW Bunker nedjusterer de finansielle forventninger for 2014, fordi der er sket "usædvanligt fald i olieprisen" i løbet af kort tid.

23. oktober 2014
I virksomhedens regnskab for tredje kvartal sænkes forventningerne endnu engang. Topchef Jim Pedersen fastslår, at OW Bunker "er dækket godt ind for resten af året".

5. november 2014
En for stor kredit til en kunde i Singapore koster 750 millioner kroner, og fejlslagen spekulation i olie koster 900 millioner kroner. OW Bunker drøfter fremtiden med banker og ejere.

6. november 2014
Samtalerne giver ikke resultat, og OW Bunker må meddele Skifteretten i Aalborg, at man forsøger en rekonstruktion.

7. november 2014
OW Bunker indgiver konkursbegæring.

10. november 2014
Medarbejderne i Danmark er til informationsmøde i hovedkvarteret i Nørresundby. Det retslige efterspil er nu i gang, og kuratorerne beder medarbejderne om at stå til rådighed for oprydningen i konkursboet.

21. november 2014
To tidligere samarbejdspartnere i Asien sagsøger OW Bunker for 230 millioner kroner.

Januar 2015
De første erstatningskrav i OW Bunkersagen rejses af investorer, som kræver henholdsvis 654 og 804 millioner kroner.

Juni 2015
27 institutionelle investorer sagsøger OW Bunker og kapitalfonden Altor med et samlet krav på 800 mio. kr. 

10. september 2015
Kuratorerne hiver over 100 millioner kroner hjem, efter at det er lykkedes at lukke ned for en række af de finansielle produkter, OW Bunker spekulerede i.

16. september 2015
Kuratorerne nærmer sig et gennembrud i hundredvis af retslige tvister med leverandører af bunker-olie. Medhold vil sagerne vil sikre OW Bunker-boet flere milliarder af kroner til kreditorerne.

Fakta om OW Bunker-sagen

28. marts 2014
 * OW Bunker, der handler med brændstof til skibe, får en forrygende debut på børsen. På den første handelsdag stiger aktien i selskabet fra 145 kroner til 175 kroner. Omkring 20.000 privatpersoner udnytter børsnoteringen til at købe OW Bunker-aktier. Også pensionsselskaber er blandt investorerne.

Oktober
 * Selskabet nedjusterer sine finansielle forventninger for 2014. Begrundelsen er et "usædvanligt fald i olieprisen" i løbet af få uger. Selskabet siger, at det har "taget tiltag til at minimere risici mod yderligere fald i olieprisen", men aktiemarkedet reagerer negativt.
 * To uger senere nedjusterer selskabet igen. Administrerende direktør Jim Pedersen fastslår da, at OW Bunker "er dækket godt ind for resten af året".

5. november
 * OW Bunker meddeler, at man har lidt et potentielt tab på 125 millioner dollar grundet påstået svindel i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore. Desuden viser en opgørelse, at selskabet har urealiserede tab på 150 millioner dollar i forbindelse med risk management-kontrakter.

7. november
 * Selskabet oplyser, at det ikke har været muligt at finde en holdbar løsning og indgiver derfor konkursbegæring ved skifteretten i Aalborg. Samtidig oplyser selskabet, at det vil melde to ledende medarbejdere i det svindelmistænkte datterselskab i Singapore til politiet. Det sker dog ikke.

10. december
 * En række pensionsselskaber og andre investorer, såsom ATP, PFA og AP Pension, går i gang med at undersøge, om der er basis for at gøre et juridisk ansvar gældende, så de kan få tabte OW Bunker-penge tilbage.

18. december
 * Bagmandspolitiet anholder en tidligere chef i OW Bunker, der er mistænkt for bedrageri i Italien. Manden fremstilles i grundlovsforhør med et krav om varetægtsfængsling og med henblik på udlevering til Italien.

31. december:
 * Kurator anmelder ifølge Berlingske et erstatningskrav mod fem topfigurer, heriblandt administrerende direktør Jim Pedersen, på 654 millioner kroner. Kurator mener, at topledelsen var vidende om de forhold i virksomheden, der førte til krakket.
 * Også Dansk Aktionærforening, der er blevet kontaktet af knap 7000 private og professionelle aktionærer, anmelder et krav mod OW Bunker. Her er ikke sat tal på størrelsen. Anmeldelsen skyldes en potentiel tidsfrist i forhold til forsikringen.
 * Også rækken af institutionelle investorer, der tidligere iværksatte en undersøgelse af sagen, anmelder et krav mod konkursboet.

 Kilde: Ritzau