Tre studerende kommer danskerne til nøds: Skaffer billige vinterdæk

16x9
Fra venstre Nicholas Nepper, Jakob Brøgger-Mikkelsen og Frederik Christiansen Foto: Wheelfindr.dk

Tre studerende fra Aarhus har i disse dage tordnende succes med deres nystartede netvirksomhed - Wheelfindr.dk, hvor man kan finde de billigste vinter

Tre studerende fra Aarhus har i disse dage tordnende succes med deres nystartede netvirksomhed - Wheelfindr.dk, hvor man kan finde de billigste vinterdæk.

- Vi har haft 3000 besøg i går, og i dag har der allerede været 1000 inde indtil nu, siger Frederik Christiansen, 23, og en af de tre stiftere af Wheelfindr.dk. Et iværksætterprojekt, som han har startet sammen med sine to venner og studie-kammerater Nicholas Nepper, 23, og Jakob Brøgger-Mikkelsen, 23.

- De fleste forhandlere har de samme produkter i sortimentet, men er konkurrencedygtige på forskellige mærker. Vores portal hjælper alle, som gerne vil spare penge og gøre en god handel, siger Frederik Christiansen.

Han fortæller, at processen på Wheelfindr.dk er enkel.

- Man indtaster blot sine dækmål – de står på siden af bilens dæk – og ud fra den information finder Wheelfindrs søgemaskine dæk i det indtastede mål. Her kan du søge i eksempelvis pris, dækmærke og dæktype. Herefter viser Wheelfindr.dk dig den billigste pris fra forskellige forhandlere.

Mange omkostninger
Ifølge Frederik Christiansen giver Wheelfindr.dk adgang til mere end 35.000 dæk til alle bilklasser.

De tre studerende gik online med hjemmesiden for tre uger siden, og Frederik Christiansen fortæller, at de tre på et tidspunkt håber at virksomheden kan give dem et fuldtidsarbejde, de kan leve af.

- Men vi har haft mange omkostninger her i startfasen, siger Frederik Christiansen til TV 2. De tre har nu også hyret en praktikant, der skal programmere for Wheelfindr.dk.

De forhandlere, som Wheelfindr.dk henviser til via links, betaler et symbolsk beløb til virksomheden, når der bliver solgt dæk, fortæller Frederik Christiansen - og her håber de tre, at der på sigt kan komme en god forretning ud af det. Men foreløbig skal Frederik Christiansen, der læser til produktions-bachelor i innovation og entreprenørvirksomhed på erhvervsakademiet i Viby ved Aarhus i praktik - i de tre venners egen virksomhed. Nicholas Nepper læser ligesom Frederik til produktions-bachelor på erhvervsakademiet i Viby, mens Jakob læser økonomi på Aarhus Universitet.

Frederik Christiansen fortæller, at Wheelfindr.dk også har ambitioner i udlandet.

- Vi er også ved at gå internationale på wheelfindr.de og wheelfindr.com, hvor vi har over en mio. sæt fælge i samarbejde med Ebay. Men vi fokuserer på det danske marked nu, siger Frederik Christiansen.