Dong Energy nærmer sig kæmpe oliesmæk

Trods store fald i olie- og gaspriserne sælger Dong Energy i dag olie til priser i omegnen af 100 dollar tønden. Det vil imidlertid ændre sig marka

Trods store fald i olie- og gaspriserne sælger Dong Energy i dag olie til priser i omegnen af 100 dollar tønden.

Det vil imidlertid ændre sig markant i takt med, at Dong kommer tættere på børsnoteringen, fordi den såkaldte afdækning, som selskabet nyder godt af i dag, løber ud ved udgangen af 2016.

Dong: Vi arbejder på det
Fra 1. januar 2017 er det altså en helt anden prisvirkelighed for Dong Energy, der har marts 2017 som deadline for børsnoteringen. 

Det er i sagens natur ikke muligt at sige noget om, hvilke priser Dong kan sælge til fra 2017, men meget tyder på, at det bliver langt under 100 dollar.

- Hvis du kan sælge til 100 dollar det ene år og skal sælge til 50 det andet år, vil det alt andet lige påvirke din indtjening, siger adm. direktør Henrik Poulsen til TV 2 (se hele hans udlægning af situationen i klippet øverst i artiklen).

Bank: 100 dollar meget langt fremme i tiden
I dag koster en tønde Brent-olie, olie produceret i Nordsøen, lidt over 42 dollar, og i markedet er forventningen ikke markant højere priser over de næste par år.

Fra 2017 er konsensus i det globale oliemarked priser omkring 55 dollar.

- Tiden hvor Dong og deres konkurrenter kan sælge olie til 100 dollar tønden ligger meget langt fremme i tiden. USA er blevet en stor producent takket være skifer-forekomster, og det har ændret spillereglerne fuldstændig, siger Kristian Stjernholm, sales manager i Jyske Bank

Tror på 40 dollar tønden
De mest positive analytikere og banker regner med gennemsnitlige priser på 78 dollar i 2017, så der er langt til de 100 dollar for Dong Energy, der ikke skal håbe på, at de mest negative analytikere har ret i deres prognose på 41 dollar.

Henrik Poulsen er fåmælt om sine forventninger til indtjeningen i olieforretningen, men fortæller, at selskabet forud for børsnoteringen vil fortælle mere detaljeret om udsigterne.

Dong Energy går på børsen

Dong Energy er i dag ejet af staten, Goldman Sachs, ATP, PFA og en række regionale energiselskaber, heriblandt SEAS-NVE og SE, det tidligere Syd Energi.

Selskabet meddelte 18. september, at man går efter en børsnotering inden for 18 måneder - dog "hurtigst muligt"

Dong Energy har samtidig sat olieforretningen Exploration & Production under såkaldt "strategic review", der i finanssprog betragtes som et til salg-skilt

Ved kapitaludvidelsen i 2014 fik Dong Energy tilført 13,6 milliarder kroner - herefter var værdien 45 milliarder kroner

Værdien er siden kapitaludvidelsen steget markant, en frisk beregnet baseret på to forskellige metoder viser en pris på omkring 80 milliarder kroner.