Prisen på bitcoins stiger grundet pyramidefælleskab

16x9

Prisen på den virtuelle valuta, bitcoin, steg voldsomt onsdag til det højeste i mere end et år.

Prisen på den virtuelle valuta, bitcoin, steg voldsomt onsdag til det højeste i mere end et år. Det skyldes en bølge af kinesisk begejstring for et "socialt finansielt netværk" kaldet MMM, som bygger på et pyramideprincip. MMM er udtænkt af Sergey Mavrodi, en tidligere russiske parlamentariker, som siden er blevet fængslet for bedrageri. Nye medlemmer af netværket er tvunget til at købe bitcoins for at blive medlemmer. Prisen på bitcoins er mere end fordoblet i løbet af den sidste måned.

Det skriver Financial Times.

- Dette er et fællesskab af almindelige mennesker, som uselvisk hjælper hinanden. Der er tale om en slags global fond for gensidig hjælp. Målet her er ikke penge. Målet er at ødelægge verdens uretfærdige finansielle system, står der på Sergey Mavrodis hjemmeside for MMM, som hævder at operere i mere end 60 lande.

Prisen på bitcoins steg med mere end 20 pct. onsdag og ligger nu på 490 dollar.

Mavrodi blev anklaget for bedrageri i 1997 efter sammenbruddet af et lignende pyramidespil, som han stod for. Spillet hed også MMM. Titusinder af russiske borgere mistede deres investeringer. Senere blev han fundet skyldig i at bedrage investorerne for 1,7 mio. dollar. Den kinesiske del af ordningen har kørt i mindst et år, men har fået betydelig opmærksomhed den sidste måned, da prisen på bitcoins steg.