Nu bliver Fætter BR svensk: Store forandringer på vej

Den danske legetøjskæde Top Toy, der ejer Fætter BR og Toys'R'Us er blevet solgt til den svenske kapitalfond EQT.

Den danske legetøjskæde Top Toy, der ejer Fætter BR og Toys'R'Us er blevet solgt til den svenske kapitalfond EQT. Det skriver Berlingske Tidende.

Den svenske kapitalfond køber 75 procent af Top-Toys for 1,7 milliarder kroner.

Det er ejerfamilien hos Top-Toys familien Gjørup, der har valgt at sælge 75 procent af det store legetøjsselskab til svenskerne efter en længere salgsproces. Familien Gjørup afgiver dermed kontrollen med legetøjskæden, og det vil uden tvivl betyde store forandringer hos Fætter BR, spår erhvervskommentator på TV 2 Henrik Ørholst.

- Det betyder altid noget, når der kommer nye ejere ind i virksomheder - og det er uanset, om det er en kapitalfond, eller hvordan man ellers skruer ejerforholdene sammen. En kapitalfond kommer med en høj grad af professionalisme, et større internationalt udsyn og nye måder at gøre tingene på. Der er også mange af dem, der kommer med en ordentlig pose penge, der hjælper virksomheden til international ekspansion, siger Henrik Ørholst til TV 2.

Trods salget af 75 procent af Top-Toys, fortsætter Gjørup-familien med at have en aktiv rolle i selskabet.

Se tidslinje over Fætter BRs historie herunder:

Fætter BR: Fra aviskiosk til milliardforretning
1950
Overtager aviskiosk
Ægteparret Edith og Børge Rasmussen køber en aviskiosk i Roskilde. Kiosken bliver omdannet til en papirvarebutik med festartikler. Det er endnu kun ved juletid, at butikken sælger legetøj.
1963
Sønnerne kommer til
Bjarne og Henrik Gjørup, sønner af Edith og Børge, træder ind i forretningen. De gør butikken til en decideret legetøjsbutik og udvider med flere butikker i årene efter.
Navnet BR er faderen Børge Rasmussens initialer.
1971
Nu på Fyn
Fætter BR har nu ti butikker på Sjælland og åbner for første gang en legetøjsbutik på den anden side af bæltet. I Odense ligger kædens første afstikker, og siden udvider firmaet til resten af Danmark.
1987
Superleg åbner
Indtil nu har der været meget lille konkurrence udefra, men især amerikanske Toys’R’Us rasler med sablen. Derfor åbner Gjørup-familien den første Superleg. Det sker i City 2 i Høje Taastrup. Der er nu 59 Fætter BR-butikker.
1994
Toys'R'Us kommer til Danmark
Som ventet træder Toy’R’Us ind på det danske marked, og de åbner på én gang fire butikker. Op til har Gjørup-familien forsøgt et samarbejde med amerikanerne, men det er de ikke interesserede i.
1995
Toys'R'Us giver op
Det tager bare et år for amerikanerne at opdage, at det danske marked nok ikke er helt så let at tage med storm. I hvert fald er de nu klar til et samarbejde, og Henrik og Bjarne Gjørup overtager Toys’R’Us i Danmark, Norge Sverige, Island, og Finland på franchise-basis.
2009
Børnebørnene bliver direktører
Peter Gjørup og Lars Gjørup overtager den daglige styring af selskabet som administrerende direktører.
2014
Familien Gjørup vil sælge
I december oplyser familien Gjørup, at man vil sælge en del af selskabet. Hverken salgstal eller overskud er tilstrækkelige til, at man uden ekstra kapital kan udvide til resten af det europæiske marked, som firmaet ønsker.
2015
Kapitalfond køber
Top Toy har knap 300 butikker i hele Norden og Nordtyskland. 247 BR-butikker og 65 Toys'R'Us-butikker.
Den nordiske kapitalfond EQT med base i Sverige køber 75 procent af legetøjsimperiet af familien Gjørup for 1,7 milliarder kroner. Familien bevarer en ejerandel på 25 procent.
2017
Direktørskifte
Et skuffende regnskab med et underskud på 39 millioner kroner betød, at direktør Søren Torp Laursen blev fyret og erstattet af Per Sigvardsson.
2018
Marts
Ny kapital fra ejerne
I marts skyder ejerne 175 millioner kroner i koncernen. Pengene skal især bruges til at styrke koncernens online-salg, oplyser Top-Toy.
30 november
Selskabet går i betalingsstandsning efter et katastrofalt regnskab, der blandt andet afslørede en milliardnedskrivning og et negativt driftsresultat på 149 millioner kroner.
I den forbindelse bliver det meddelt, at en række BR-butikker, blandt andet alle BR-butikker i Tyskland, skal lukkes for at sikre bedre lønsomhed i koncernen.
28. december
Konkurs
Top Toy går konkurs.