Iværksætter-mentor: Jeg har selv dummet mig gevaldigt

Over hundrede håbefulde iværksættere har i dag indtaget Christiansborg til tredje runde af arrangementet Startup Borgen. Formålet med arrangementet

Over hundrede håbefulde iværksættere har i dag indtaget Christiansborg til tredje runde af arrangementet Startup Borgen.

Formålet med arrangementet er at sætte fut under iværksætteriet i Danmark - både ved at råbe politikerne op og skabe nye forbindelser mellem de unge virksomheder.

Derudover har folkene bag Startup Borgen fundet en række mentorer, der skal give gode råd til iværksætterne. En af dem er Kasper Birkeholm Munk fra Teknologisk Institut, og han har flere råd til iværksætterne.

Find ud af det hurtigt
Et af de vigtigste er at lade være med at gøre, hvad han selv gjorde. 

- Jeg har selv haft en del ideer, jeg har prøvet at eksekvere dem, og jeg har også dummet mig gevaldigt, siger iværksætter-mentoren.

- Jeg er selv gået for langt med nogle ideer, som ikke rigtig kunne noget som helst. Så min erfaring i dag er, at jeg vil hjælpe de her mennesker til meget hurtigt at etablere grundlag for, om deres ide og god, og de skal gå videre med den, eller om de skal få en ny idé. Så det med at opdage at fejle hurtigt, det er derfor, jeg er her i dag, fortsætter han.

Ud med forelskelsen
En af Kasper Birkeholm Munks ideer var at udvikle en algoritme, der kunne regne ud, hvornår folk ville falde i søvn bag rettet i deres biler. Tilsyneladende en smart ide, som iværksætteren satsede vildt og voldsomt på.

Efter flere års udvikling og millioner af satsede kroner viste det sig, at der ikke var nogen som helst interesserede kunder.

- Vi skal have forelskelsen væk og realiteten ind, siger Kasper Birkeholm Munk.

Mød flere iværksættere og iværksætter-mentoren i klippet øverst i artiklen.

Iværksættere indtager Christiansborg

  • For tredje år i træk afholdes Startup Borgen på Christiansborg
  • Formålet er at sætte fokus på iværksættere ved at samle iværksættere, erhvervsfolk og politikere
  • Folkene bag konferencen er studerende og iværksættere, der arbejder gratis
  • En række partnerskaber betyder dog, at deltagerne ved konferencen kan vinde startkapital til deres virksomheder