Dong har sat sit hold til børsnoteringen

Et nyt skridt er taget i forløbet mod det, der ser ud til at blive den største danske børsnotering nogensinde. Finansministeriet fortæller i en pre

Et nyt skridt er taget i forløbet mod det, der ser ud til at blive den største danske børsnotering nogensinde.

Finansministeriet fortæller i en pressemeddelelse, at den såkaldte børsnoteringskomite, der skal forberede børsnoteringen af Dong Energy, er på plads.

Holdet er ikke overraskende besat af repræsentanter fra de største aktionærer og Dong Energy selv.

To folk fra staten - og to fra Goldman
Den suverænt største aktionær, Finansministeriet med 58,8 procent, har sikret to pladser i komiteen. Det er afdelingschef Peder Lundquist og kontorchef Rasmus Lønborg, der har ansvaret for statslige selskaber i ministeriet.

Selvom Goldman Sachs med 17,9 procent af Dong-aktierne sidder på mindre end en tredjedel af statens beholdning, har investeringsbanken sikret to pladser i komiteen. Det er den 45-årige tysker Martin Hintze, der også sidder i bestyrelsen for Dong Energy, og danske Michael Specht Bruun, der er managing director hos Goldman Sachs med ansvar for investeringer i Skandinavien.

Flkere Dong-folk
Af de resterende aktionærer stiller ATP, der har lidt under 5 procent af aktierne, med aktiechef Claus Wiinblad, mens energiselskabet SEAS-NVE, der har 10,8 procent af aktierne, får adm. direktør Jesper Hjulmand med i komiteen.

Energiselskabet har derudover sikret en lang stribe pladser ved møderne. Udover formand Thomas Thune Andersen og næstformand Lene Skole, der er faste medlemmer af komiteen, er direktionen i Dong Energy med ved møderne.

Det er adm. direktør Henrik Poulsen, finansdirektør Marianne Wiinholt, Wind Power-direktør Samuel Leupold, olie- og gasdirektør David B. Cook, kraftværksdirektør Thomas Dalgaard og direktør Morten Hultberg Buchgreitz, der har ansvaret for customers & markets, der er handel med og distribution af energi.

Inviterer til børsnotering
I rådgiverkredsen har det tidligere været meldt ud, at Finansministeriet har hyret Rothschild som finansiel rådgiver og advokatfirmaet Plesner er ansat som juridisk rådgiver.

Derudover er Danske Bank og Kromann Reumert ifølge TV 2's oplysninger hyret som henholdsvis finansielle og juridiske rådgivere. Kredsen af rådgivere forventes dog at vokse voldsomt i den kommende tid.

Mange med om buddet
Dong Energy har netop udsendt invitationer til investeringsbanker i ind- og udland, der nu skal forklare, hvorfor de bør være med til at børsnotere energiselskabet. Det vil formentlig resultere i, at en lang række banker bliver hyret. 

Da servicekæmpen ISS blev børsnoteret, var otte banker med til at lave arbejdet - og arbejdet med Dong forventes at blive endnu større.

Dong Energy går på børsen

Dong Energy er i dag ejet af staten, Goldman Sachs, ATP, PFA og en række regionale energiselskaber, heriblandt SEAS-NVE og SE, det tidligere Syd Energi.

Selskabet meddelte 18. september, at man går efter en børsnotering inden for 18 måneder - dog "hurtigst muligt"

Dong Energy har samtidig sat olieforretningen Exploration & Production under såkaldt "strategic review", der i finanssprog betragtes som et til salg-skilt

Ved kapitaludvidelsen i 2014 fik Dong Energy tilført 13,6 milliarder kroner - herefter var værdien 45 milliarder kroner

Værdien er siden kapitaludvidelsen steget markant, en frisk beregnet baseret på to forskellige metoder viser en pris på omkring 80 milliarder kroner.