Tjek her: Skal du også tegne en lønforsikring?

Skal du tegne en lønforsikring, så du ikke går så voldsomt ned i indkomst, hvis du bliver ramt af arbejdsløshed?

Skal du tegne en lønforsikring, så du ikke går så voldsomt ned i indkomst, hvis du bliver ramt af arbejdsløshed? Det afhænger både af din økonomi og dit temperament, og sammenlignet med tallene for 2011 har dobbelt så mange danskere i dag en lønforsikring. Det viser en ny opgørelse fra Forsikring og Pension.

Om du bør tegne en lønforsikring udover den, du har via a-kassen, kommer især an på den enkeltes økonomi, påpeger privatøkonom i Danske Bank Las Olsen.

Tjener du 300.000 kroner om året, vil din indkomst efter skat blive halveret, hvis du mister dit arbejde. Des mere, du tjener, des mere vil du gå ned i indkomst, hvis du bliver arbejdsløs.

- Når folk bliver fyret, finder de hurtigt et job igen, så de fleste er arbejdsløse i en ret kort periode. Hvis man har en opsparing kan man eventuelt leve af den i den periode, man er arbejdsløs, siger Las Olsen, der peger på, at du derfor skal gøre op med dig selv, om du i en kort periode kan leve med en lavere indkomst.

Her giver lønforsikringen god mening
For folk, der har en høj løn, men ingen opsparing og eventuelt høje udgifter, kan det være en rigtig god ide at tegne en ekstra lønforsikring udover dagpengene.

- Hvis man ikke har nogen opsparing kan det være en god ide. Des mere anspændt din økonomi er des mere relevant bliver det at overveje en lønforsikring, så du ikke skal gå fra hus og hjem, hvis du bliver arbejdsløs, siger Las Olsen.

Han peger ligeledes på, at folk med høj løn som er dårlige til at spare op kan have gavn af at tegne en privat lønforsikring.

I tv-indslaget øverst får du gode råd om, hvordan du forhandler dig til en højere løn.