Nye anklager mod H&M: Jeres fabrikker er de rene dødsfælder

16x9
H&M anklages for at pynte på sandheden om sikkerheden på deres tøjfabrikker, som beskrives som deciderede dødsfælder. Foto: Scanpix

Den svenske tøjkoncern H&M beskyldes for at snyde i deres rapporter om arbejdsforholdene på deres mange fabrikker i Bangladesh.

Den svenske tøjkoncern H&M beskyldes for at snyde i deres rapporter om arbejdsforholdene på deres mange fabrikker i Bangladesh. Det skriver marketnews.dk.

Et internationalt samarbejde under navnet Clean Clothes Campaign har nemlig besøgt 56 af H&M's 229 fabrikker i Bangladesh, som bliver beskrevet som deciderede dødsfælder, hvor medarbejderne ikke kan forlade stedet, hvis der bryder en brand ud.

Og det er der høj risiko for på tøjfabrikker, hvor man arbejder med kemikalier og tekstiler.

Endnu en tøjfabrik i Dhaka i Bangladesh brændte 6. marts 2014 - denne gang var der dog ingen på arbejde, da branden brød ud.
Endnu en tøjfabrik i Dhaka i Bangladesh brændte 6. marts 2014 - denne gang var der dog ingen på arbejde, da branden brød ud. Foto: Scanpix

H&M skriver ellers i en rapport, at arbejdsforholdene er blevet markant forbedrede og giver flere af deres fabrikker karakterer som guld og platin. Men det er tæt på at være decideret snyd, mener Clean Clothes Campaign.

Ifølge deres undersøgelser har 61 procent af fabrikkerne ingen nødudgange, mens arbejderne bliver låst inde, når det brænder, på 11 procent af fabrikkerne. På de 56 undersøgte fabrikker, arbejder over 78.000 ansatte.

1129 mistede livet i bygningskollaps
Tøjindustrien har i årevis haft problemer med sikkerheden i især de asiatiske fabrikker. Det kom der fokus på, da en sådan fabrik kollapsede i Dhaka i Bangladesh i april 2013, hvor 1129 mennesker mistede livet. Det fik branchen til at stå sammen og love at arbejde for bedre forhold - herunder også hos H&M.

1129 mennesker mistede livet, da denne fabrik styrtede sammen i april 2013.
1129 mennesker mistede livet, da denne fabrik styrtede sammen i april 2013. Foto: Scanpix

Tøjgiganten erkender, at der har været en del forsinkelser i processen med at sikre fabrikkerne.

- For eksempel kræver nogle tekniske og strukturelle udfordringer mere tid og adgang til teknologi, som ikke er tilgængelig i Bangladesh. Forsinkelser skyldes også stor arbejdsbyrde for inspektionseksperterne, der arbejder med komplekse problemstilinger, skriver H&M i en pressemeddelelse.

Her nævnes også, H&M har 600 fuldtidsansatte til at arbejde med at forbedre sikkerheden.

- Bangladesh' tekstilindustri er i gang med en betydelig, positiv transformation. Meget er opnået, meget mere skal gøres, skriver H&M.