Axcel vil ikke lege med Fætter BR

En kapitalfond mindre vil lege med Fætter BR.

En kapitalfond mindre vil lege med Fætter BR. Spillet om et opkøb af selskabet Top-Toy, der blandt andet er selskabet bag lægetøjkæden Fætter BR, har i hvert fald mistet endnu en deltager. Således har Danmarks største kapitalfond, Axcel, fulgt kapitalfonden Nordic Capitals eksempel, og har forladt forhandlingsbordet. Hvis Top-Toy bliver solgt, vil det derfor efter alt at dømme blive med EQT som køber, i en handel der menes at kunne løbe op i 1 mia. kr.

Det skriver Børsen.

Særligt er det i Axcels øjne manglende udviklingspotentiale i forhold til prisen, der gør, at kapitalfonden har trukket sig fra købsprocessen. Salget af Top-Toy har, ifølge flere af Børsens kilder i branchen, generelt vist sig at være en langsom og besværlig process, hvilket har givet virksomheden betegnelsen som lidt støvet. Samme kilder undrer sig ligeledes over at forhandlingerne mellem EQT og Top-Toy endnu ikke er resulteret i en aftale, og spekulerer i, at parterne kan have svært ved at blive enige.

Top-Toy-koncernen står stærkt, specielt i Danmark, og omsatte sidste år for mere end 3 mia. kr., ligesom den ejer i alt 276 fysiske Fætter BR-butikker og 65 Toys'r'us-butikker. Generelt har branchen dog været udfordret af, at børn i en tidligere alder end før dropper legetøjet til fordel for elektroniske alternative som eksempelvis iPads.