Investeringsbank: Skændsel for Mærsk at købe Dongs olieforretning

Rygterne om en forestående kæmpehandel med olieaktiver mellem AP Møller-Mærsk og Dong Energys olieforretning er fuldstændig skudt forbi. Det mener

Rygterne om en forestående kæmpehandel med olieaktiver mellem AP Møller-Mærsk og Dong Energys olieforretning er fuldstændig skudt forbi.

Det mener den mangeårige canadiske olie-analytiker Alex Gheorghe, der er tilknyttet investeringsbanken Clarksons Platou i Oslo.

- Hvis Dong og Mærsk skulle fusionere, ville det være en skændsel (embarrassment, red.) for Mærsk. Det er til trods for de tilbagevendende rygter vi bliver ved med at høre igen og igen, siger Alex Gheorghe, director og senioraktieanalytiker, til TV 2 Finans.

En central forklaring er, at det i meget høj grad er købers marked, fordi langt de fleste store olieselskaber holder storudsalg i kølvandet på faldet i olieprisen.

- Man kan vælge og vrage, og mange aktiver er mere attraktive end Dongs, og hvad de har at tilbyde, siger Gheorghe.

Direktør har meldt åbent ud
Der har længe været rygter om, at et enormt oliebryllup mellem Mærsk og Dong var under opsejling. Efter nyheden om Dongs forestående børsnoteringen inden for 18 måneder, nåede rygterne igen overfladen i flere medier.

Det gjorde de ikke mindst fordi, at Dong fortalte, at olieforretningen Exploration & Production var under ”strategic review”. I finanssprog udlægges det som om et ”til salg” skilt, og adm. direktør Henrik Poulsen underbyggede da også den mulighed over for TV 2 Finans.

De åbenlyse forsøg på at sælge har fået analytikere fra banker som ABG Sundal Collier, Sydbank og Jyske Bank til at tale muligheden for en sammenlægning med Mærsk op.

Dongs olieforretning er en hovedpine
Argumenterne går blandt andet på, at Mærsk åbent har sagt, at de er på jagt efter olieaktiver i Nordsøen, at der vil være skatte-gevinster i en fusion med Dong, og endelig at de begge er danske og opererer i Nordsøen.

Hos Clarksons Platou preller de argumenter af.

- Fra mit synspunkt, som er et internationalt perspektiv inden for olie og gas-markedet, vil Dong-aktiverne ikke blive set som en interessant opkøbs-kandidat, med mindre du virkelig gerne vil have en hovedpine med begrænset upside (mulighed for fordel, red.), siger Alex Gheorghe.

I det hele taget mener den canadiske analytiker, der har fulgt branchen tæt i mere end et årti, at Dong vil få det svært med overhovedet at sælge olieforretningen.

Mærsk står stærkt
Det voldsomme fald i olieprisen har kastet olieselskaber verden over ud i store økonomiske problemer, og det har lagt kimen til et brandudsalg, der i den grad er købers marked.

Her står Dongs forretning svagt, særligt når man åbent har meddelt, at man gerne vil sælge, vurderer Alex Gheorghe, der omvendt ser gode muligheder for Maersk Oil, fordi de har store økonomiske muskler i forhold til resten af branchen.

I videoen herunder forklarer Alex Gheorghe, hvorfor det bliver mere end svært for Dong at komme af med deres olieforretning.

Dong Energy går på børsen

Dong Energy er i dag ejet af staten, Goldman Sachs, ATP, PFA og en række regionale energiselskaber, heriblandt SEAS-NVE og SE, det tidligere Syd Energi.

Selskabet meddelte 18. september, at man går efter en børsnotering inden for 18 måneder - dog "hurtigst muligt"

Dong Energy har samtidig sat olieforretningen Exploration & Production under såkaldt "strategic review", der i finanssprog betragtes som et til salg-skilt

Ved kapitaludvidelsen i 2014 fik Dong Energy tilført 13,6 milliarder kroner - herefter var værdien 45 milliarder kroner

Værdien er siden kapitaludvidelsen steget markant, en frisk beregnet baseret på to forskellige metoder viser en pris på omkring 80 milliarder kroner.