Nyslået lottomillionær: Min mand spiste bare videre

Hun ser det godt.

Hun ser det godt. At det samme ukendte telefonnummer insisterende ringer flere gange over flere dage, uden at hun når at besvare opkaldene.

Mandag, da hele familien spiser aftensmad, ringer den igen. Hun tager den.

- Jeg bliver lidt irriteret, faktisk, for vi sidder og spiser aftensmad, fortæller kvinden, der hurtigt får fornemmelsen af, at kvinden i den modsatte ende af røret forsøger at sælge hende endnu et lotto-abonnement.

- Så jeg afbryder hende og siger, at jeg overvejer at sige mit nuværende lotto-abonnement op. Vi var jo midt i maden, forklarer hun om sin egen reaktion.

- Så beder hun mig om lige at høre hende til ende. Og så bliver jeg helt paf. Jeg bliver faktisk lidt flov, fortæller hun og beretter om familiens reaktion, mens hun taler i telefon med medarbejderen fra Danske Spil.

- Børnene vendte det hvide ud af øjnene, mens de spiste. De kunne slet ikke forstå min reaktion, - jeg begyndte jo at grine, da hun sagde det med millionen. Jeg spurgte hende flere gange, om det passede. Min mand spiste vist bare videre.

Det gjorde hun til gengæld ikke selv, fordi en sådan millionbesked ifølge kvinden tilsyneladende også mætter ganske godt.

- Jeg mistede fuldstændig appetitten. Fisken røg i skraldespanden, siger hun og griner.

Appetitten er heldigvis vendt tilbage, og nu venter familien på gevinsten, der gik ind på deres konto i dag.

- Det har været en fantastisk uge. Meget surrealistisk slutter hun af med at konstatere.

Måske skal gevinsten, der lød på en rund million, fejres med en rolig middag, lyder det fra den glade vinder, der har ønsket at være anonym.

I tv-indslaget herunder kan du se, hvordan børnene til en tidligere lottovinder reagerer, da han fortæller dem, at han har vundet 15 millioner kroner.