Nordeas topchef stopper: Her er den nye bankchef

Christian Clausen træder tilbage efter otte år som koncernchef i Nordea. Det oplyser banken i en meddelelse. Bestyrelsen har udnævnt 54-årige Ca

Christian Clausen træder tilbage efter otte år som koncernchef i Nordea.

Det oplyser banken i en meddelelse.

Bestyrelsen har udnævnt 54-årige Casper von Koskull til ny administrerende direktør og koncernchef og Torsten Hagen Jørgensen til ny Group Chief Operating Officer (COO) og vicekoncernchef. De har begge været ansat i koncernen i en årrække.

Christian Clausen fortsætter i en rådgivende rolle indtil udgangen af 2016, hvorefter han forlader banken, lyder det.

Casper von Koskull kom til Nordea i 2010 som leder af Wholesale Banking og medlem af koncernledelsen. Inden da havde han en lang karriere i den internationale bankverden i Frankfurt, New York og London, senest som managing director og partner i Goldman Sachs.

Torsten Hagen Jørgensen, der har været ansat siden 2005 og været medlem af koncernledelsen siden 2011, kommer fra en stilling som leder af Group Corporate Centre og Group CFO i Nordea siden januar 2013.

Ifølge Björn Wahlroos, formand for Nordeas bestyrelse, sker Christian Clausen fratrædelse efter eget ønske:

- Jeg har sat stor pris på vores samarbejde de seneste fire år, og jeg er meget glad for, at Christian vil acceptere at blive indstillet til bestyrelsen for Sampo, Nordeas største aktionær. Jeg respekterer hans beslutning om at fratræde som koncernchef nu, og jeg ønsker ham alt det bedste i næste fase af hans aktive karriere, siger han i en kommentar.

Ifølge TV 2's finanskommentator, Ole Krohn, så lå topchefens afgang i kortene. Der er tale om et generationsskifte, vurderer han.

- Han har siddet otte år på denne post, og han har passeret de 60 år, så man klar over, at udløbsdatoen var tæt på, siger Ole Krohn.

Øverst i artiklen kan du se hele Ole Krohns analyse af Christian Clausens exit

 

BLÅ BOG: Her er Nordeas nye koncernchef

Casper von Koskull overtager posten som koncernchef i Nordea efter Christian Clausen.

Navn: Casper von Koskull
Alder: 54 år
Civilstand: Gift, har to børn.
Bopæl: Stockholm.
Nationalitet: Finne
Uddannelse: MSC i økonomi fra Helsinki School of Economics and Business Administration samt Program for Management Development, Harvard Business School.

 

  • Karriere:
    2010-2015: Executive Vice President og Head of Wholesale Banking, Nordea.
    1998-2010 Managing Director and Partner, Goldman Sachs, London. Head of Nordic Investment Banking.

    1994-1998 Managing Director, Nordic Investment Banking, UBS London.
    1992-1994 Head of Derivatives Marketing and Structuring for German Corporate Clients, Citibank, Frankfurt.

    1990-1992 Vice President Leverage Finance, Citibank, New York.
    1987-1990 Vice President Nordic Coverage, Citicorp Investment bank, London.

    1984-1987 Account Manager, Citibank Helsinki.

Kilde: Nordea / Ritzau