Farvel til Nordea-topjob: Tager 101 mio. med i pension

Adskillige topjob i en af Europas største bankkoncerner Nordea - og til sidst otte år i det absolutte topjob.

Adskillige topjob i en af Europas største bankkoncerner Nordea - og til sidst otte år i det absolutte topjob. Den slags giver en god opsparing til alderdommen. Det kan afgående topchef i Nordea Christian Clausen konstatere, efter han tirsdag har offentliggjort sin afgang til november.

Frem til Christian Clausens 60 års fødselsdag var han under en ordning, hvor banken garanterede ham et beløb, der svarer til halvdelen af hans nuværende årsløn resten af livet i pension. Da han fyldte 60 overtog han formuen, der ifølge Nordea lød på 15,3 mio. euro - altså  omkring 101 millioner kroner, som han har optjent i de cirka 30 år, han har arbejdet i koncernen.

Løn under gennemsnittet
Sidste år fik han en årsløn på 2,4 millioner euro inklusive bonusser, og han er dermed den højst betalte bankboss i Danmark. Han får til gengæld ikke noget gyldent håndtryk, når han stopper ved udgangen af 2016, oplyser Nordea til TV 2.

- Christian Clausen har fået en høj løn, men han har også haft et meget stort ansvar som koncernchef for en af de største banker i Europa. Og sammenlignet med koncernchefer i andre store europæiske banker har han fået en løn under gennemsnittet, oplyser Marie Ehrling, der er næstformand i Nordea-bestyrelsen og formand for aflønningskomiteen.

- Det samme gælder hans pensionsordning, som afspejler opsparingen gennem de 30 år, han har været i banken.

Finsk afløser
Christian Clausen fortsætter i en rådgivende rolle i Nordea indtil udgangen af 2016, hvorefter han forlader banken.

Bestyrelsen har udnævnt 54-årige Casper von Koskull til at overtage roret som ny administrerende direktør og koncernchef og Torsten Hagen Jørgensen til ny Group Chief Operating Officer (COO) og vicekoncernchef. De har begge været ansat i koncernen i en årrække.