Banker fraråder fortsat bitcoin

16x9

Markederne - ikke mindst de sydeuropæiske - er plaget af økonomisk uro, frygt for inflation og mistillid til det økonomiske system.

Markederne - ikke mindst de sydeuropæiske - er plaget af økonomisk uro, frygt for inflation og mistillid til det økonomiske system. Det burde skabe øget fidus til den alternative, digitale valuta Bitcoin, men bankerne vil ikke have noget med den at gøre.

Det skriver Jyllands-Posten Erhverv.

Kim Blindbæk, der er makroanalytiker i Sydbank, afviser - i hvert fald på kort sigt - at dække udviklingen i den virtuelle valuta, da gennemsigtigheden er for lav, hvilket blandt andet skyldes, at brugere får lov til at være anonyme.

- Meget af aktiviteten er lyssky, og mange skattemæssige spørgsmål mangler at blive besvaret. Så der går nok noget tid, hvis vi nogensinde begynder at følge bitcoin, siger makroanalytikeren til Jyllands-Posten Erhverv.

I 2013 kostede en bitcoin over 1000 dollar, men siden er valutaen sat i forbindelse med sortbørshandlen Silk Road og andre lyssky foretagender og koster torsdag morgen blot 287,6 dollar. I dens fem år lange historie har valutaen således været enormt volatil, og derfor holder Henrik Drusebjerg, der er chefstrateg i Carnegie, fast i at fraråde investorer at give sig i kast med bitcoin.

- Så længe det foregår fuldstændig uden regulering, kan jeg på ingen måde anbefale vores investorer at have noget som helst med bitcoin at gøre. Vi kan ikke leve med, at der er den volatilitet og ugennemsigtighed i det, siger Drusebjerg til Jyllands-Posten Erhverv.