Thor Möger vil af med fedtafgift

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) vil have fjernet fedtafgiften og afgiften på sukker.

Det skriver Berlingske søndag.

"Jeg kan forstå på erhvervslivet, at det er nogle afgifter, som de mener skader danske arbejdspladser og øger grænsehandlen. Meget tyder på, at særligt fedtafgiften, som de borgerlige indførte, har betydet, at danskerne er begyndt at købe smør og andre varer ved den dansk-tyske grænse, som man ellers normalt ikke køber der," siger Thor Möger Pedersen.

I alt giver fedtafgiften, som den tidligere regering stod bag, og sukkerafgiften, som den nuværende regering selv står bag,2,4 mia. kr. i statskassen.

Dansk erhvervsliv er meget begejstrede over skatteministerens melding:

"Det er vi utroligt glade for at høre. Vi har hele tiden været bekymrede for, hvad afgifterne koster af danske arbejdspladser," siger adm. direktør i Dansk Erhverv, Jens Klarskov.

En analyse fra Landbrug & Fødevarer viser, at fedt- og sukkerafgifterne koster mindst 2.400 danske job, skriver Berlingske.