Seje kvinder sender Netflix-aktien på himmelflugt

16x9
Rory og Lorelai Gilmore har været med til at lokke flere kunder ind i den hastigt voksende Netflix-butik. Foto: BRITTA PEDERSEN / Scanpix Denmark

Det er serier som Gilmore Girls, The Crown og Black Mirror, der har lokket mere end 7 millioner nye brugere til Netflix i fjerde kvartal.

Syv millioner nye kunder på tre måneder. Hvordan lyder det?

Godt. Ja, faktisk meget godt.

Og så godt, at de allerede godt vante aktionærer i streamingtjenesten Netflix i eftermarkedet onsdag valgte at sende aktien kraftigt op, efter at selskabets regnskab for fjerde kvartal viste en voldsom stigning i antallet af kunder.

Dobbelt så mange kunder som forventet

Netflix fik ikke færre end 7,05 millioner nye kunder i fjerde kvartal, hvoraf 5,1 millioner var nye internationale kunder. Det var klart mere end de forventede 3,8 millioner nye kunder.

I det vigtige amerikanske marked kom 1,9 millioner nye kunder til i forhold til de estimerede 1,4 millioner kunder.

Hitserier lokker nye kunder til

Især serier som The Crown og nye sæsoner af Gilmore Girls og Black Mirror bidrog til stigningerne, noterer Netflix.

Med de nye kunder er Netflix tæt på at ramme 100 millioner abonnenter på verdensplan. I sit regnskab skriver selskabet, at der ved udgangen af 2016 var 93,8 millioner mennesker, der har købt sig til streaming jos Netflix.

Egne serier er stadig vigtig motor

Netflix er - ud over at lade sine brugere streame film og tv-serier - også kendt for at stå bag egne hitserier.

Succeser som House of Cards, Orange Is the New Black og Stranger Things har således udfordret konkurrenter som Amazon og HBO.

Aktien i Netflix steg 7,9 procent til 143,80 dollar i eftermarkedet.