Historisk topmøde: Håndtryk fra Matt Damon, Kinas præsident og Jack Ma

16x9
Det bliver et historisk topmøde i Davos. Flere topchefer end nogensinde deltager, og det samme gør Kina for første gang. Her ses præsident Xi Jinping ved ankomsten til Schweiz. Foto: PETER KLAUNZER / Scanpix Denmark

Superstjerner fra Hollywood, erhvervslivet og den politiske scene er alle at finde til økonomisk magtdemonstration i Davos.

Det koster kassen at få adgang, men spørgsmålet er, om man som stor dansk virksomhed tør lade være med at deltage i verdens største forsamling af topnavne og ærkerivaler.

Årets World Economic Forum i Europas højest beliggende by, Davos i Schweiz, får i disse dage besøg af 1.200 topchefer.

Så mange af klodens største erhvervsledere samlet på ét sted er aldrig sket før, og opmærksomheden på det ikoniske økonomiske topmøde vil formentlig tilsvarende skrive historie på grund af rekordmange spændende personligheder.

Fra 17. januar vil de over 3.000 deltagere diskutere verdens mest presserende økonomiske spørgsmål, og her kan man det ene minut støde ind i den engelske premierminister Theresa May, det næste øjeblik skuespiller Matt Damon, herefter Jamie Oliver med sit mademperium for så at hilse på kongelige fra Norge, Belgien eller Jordan.

Danske giganters ærkerivaler

Over 50 statsledere deltagere med Kinas Xi Jinping som mest opsigtsvækkende navn, og i alt ender de officielle personer med at løbe op i mere end 3.000 VIP-gæster. Det er første gang, Kina deltager i Davos, og det sker med 69 virksomhedsdirektører.

Fra officielt dansk hold er regeringen repræsenteret ved finansminister Kristian Jensen, erhvervsminister Brian Mikkelsen og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, men også den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt dukker op som direktør for det internationale Red Barnet.

A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Carlsberg, Dong, Vestas, Danfoss, ATP. Danmarks største virksomheders administrerende direktører stempler ind i skiparadiset i Schweiz, og det giver god mening. Ud over verdens mægtigste mennesker som kulisse deltager også de danske giganters største konkurrenter og kunder i rigt omfang.

Novo Nordisks nye topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, får et travlt topmøde med både at gøre sine egne hoser grønne og samtidig skele til nogle af verdens største medicinalselskaber og dermed største konkurrenter, Sanofi, Phizer, Novartis, GlaxoSmithKline, der alle har sendt deres spydspidser til Davos.

Vind og olie fylder godt på listen

Mærsks Søren Schou har nok sat et mærke ud for navnene på direktørerne fra oliegiganterne Statoil og BP, nu Mærsks olieforretning er til salg, men også rederibranchen er repræsenteret med blandt andet kinesiske Cosco Shipping.

Vestas-bossen Anders Runevad ligner også en selvskrevet deltager, for Siemens og indiske Suzlon har også indlogeret sig i Davos. De kæmper blandt andet om at levere møller til Vattenfall og DONG, der kæmper om herredømmet inden for havvindmøller. Derfor giver også DONG-topchef Henrik Poulsens adgangskort mening.

Carlsbergs Cees 't Hart vil nok holde øje med sin ærkerival nummer ét, Heinekens topchef, men også de største selskaber i verden inden for Carlsbergs forretningsområde, hurtigt omsatte forbrugsgoder. Her er Unilever et ikon.

Hvor er Novozymes og FLSmidth?

Det er ikke alle danske flagskibe, der er troppet op trods konkurrent- og kundeopbud. FLSmidths Thomas Schulz er blevet hjemme på trods af rivalen LafargeHolcim og storkunden Glencore som deltagere.

Novozymes' Peder Holk Nielsen deltager heller ikke, selvom de største spillere på hans marked gør. Alle selskaber, som Novozymes bruger rigtig mange arbejdstimer på som Syngentha, DSM og ikke mindst rivalen Dupont og samarbejdspartneren Monsanto.

Når man taler med udeblivende selskaber, så er forklaringerne mange. Det er regnskabssæson, de møder kunderne andre steder, de prioriterer andre topevents, pleje af eksisterende kunder er vigtigere end jagten på nye kunder, og så er det selv for de store drenge en kæmpe udskrivning for pengepungen af deltage.

To danskere til tops internationalt

To danskere i den absolutte erhvervstop gemmer sig også på deltagerlisten i Davos. Det er Flemming Ørnskov, der som  topchef i det irske medicinalselskab Shire tjener over 100 millioner kroner om året. I samme liga med ansvaret for 35.000 ansatte er Søren Schrøder fra den amerikanske fødevarevirksomhed Bunge. Seneste offentliggjorte løn til ham viste et vederlag på 68 millioner kroner.

Der er også lagt op til en muskelopvisning blandt de største globale banker. Mens de danske bliver hjemme, så er Nordeas Casper von Koskull med, og også SEB's Annika Falkengren er registreret, men spørgsmålet er, om hendes dugfriske opsigelse ændrer på det. Deutsche Bank, HSBC, UBS, Credit Suisse og Barclays, J.P. Morgan Chase kommer også.

Bilindustrien stiller også talrigt med topfigurerne. Det gælder blandt andet Matthias Müller fra Volkswagen, der trods dieselgate-skandalen har erobret førstepladsen som verdens største bilproducent fra Toyota.

Fra Jack Ma til Einstein

Selvom præsident Xi Jinping er det officielt største navn, så har Jack Ma som stifter af den kinesiske onlinehandelsplatform Alibaba lige så stor supersjternestatus. Efter at have haft møde med Donald Trump for nylig og lovet masser af amerikanske arbejdspladser, bliver han nok også en eftertragtet samtalepartner til topmødet.

Alibaba var i 2014 verdens største børsnotering, men i Davos dukker chefen op for verdens kommende største børsentré. Olieselskabet Saudi Aramco ligger til at indtage aktiemarkedet med en værdi på 2.000 mia. dollar, hvillket selv i Davos bliver svært ikke at lade sig imponere af.

I slutningen af 1920'erne var Albert Einstein fast gæst på sommerskole i Davos, men også i nutiden er der repræsentanter for forskningens superliga. Med World Economic Forum er det blevet inden for økonomi, men her er det også fra øverste hylde med professor Joseph E. Stiglitz fra Columbia University i USA samt Yale-professor Robert J. Shiller, der har fået opkaldt et indeks efter sig.

Pundets overmand har lommesmerter

Manden, der lagde arm med det britiske pund i 1992, og vandt, spekulantlegenden George Soros, er også at finde i Davos som formand for sin investeringsfond, Soros Fund Management. Trods han urørlige trackrecord vil der nok blive prikket til, at han angiveligt har tabt værdier for 1 milliard kroner på Donald Trumps erobring af præsidentembedet.

Og så er der Hollywoods fremmeste. Forest Whitaker som socialaktivist i Whitaker Peace & Development Initiative, Matt Damon som medstifter af Water.org, og sangerinden Shakira, der er nomineret til en pris for sit lederskab inden for tidlig indlæring hos børn.

De sportsinteresserede vil også studse over to verdensmestre i Formel 1, Nico Rosberg og legenden Mika Häkkinen.