Teslas selvkørende biler er snart klar til vejene

Tesla tager nu et stort skridt mod at gøre sine biler selvkørende. Også Google skubber til udviklingen for biler en uden fører med en helt ny model

Der er i den grad fart på udviklingen af de selvkørende biler. Først annoncerede to af verdens største mastodonter inden for teknologi og bilindustrien deres samarbejde om en ny bil. Og nu sætter Tesla for alvor sine biler i gang med at være selvkørende. Det skriver Businessinsider.

De nyeste Tesla-biler kan allerede nu fås med udstyret til at være selvkørende.

Alt der mangler er softwareopdateringer, som giver bilen lov til at bruge udstyret. Det gælder blandt andet otte kameraer, en radar og 12 sensorer, som skal sikre, at bilerne vil kunne køre, uden at føreren sidder med hånden på rettet ogfoden på speederen. 

16x9
Teslas Model S, er en af de biler, der kan købes med udstyr, som gør den klar til at være selvkørende Foto: BECK DIEFENBACH / Scanpix Denmark

Bilerne med det nye udstyr får nu en systemopdatering, så de automatisk kan holde sig på en vejbane, undgå ulykker og holde distance til de biler, der kører foran på vejen.

Med den nye opdatering bliver det første gang, at Teslas nye udstyr kommer i funktion. I første omgang er det 1000 mennesker, der tester udstyret. Og går det godt, bliver funktionerne tilgængelige for alle ejere, allerede i slutningen af ugen, siger Musk. Dermed er første skridt taget mod at gøre biler, som allerede kører på vejene, selvkørende.

Google byder sig også til

Og der er voldsom fart på de selvkørende biler i øjeblikket.

It-giganten Google og bilproducent Fiat Chrysler viste for nylig deres nye Chrysler Pacifica frem: En selvkørende bil, der for første gang lignede en bil, som vi kender den. 

16x9
Den nye bil fra Fiat Chrysler og Google præsenteret på den store biludstilling i Detroit. Foto: BILL PUGLIANO / Scanpix Denmark

- Med denne her bil håber de på at kunne brede de selvkørende biler meget mere ud. Men nu er Google altså klar til at sige, at det er bedre, at vi lader dem, der er gode til at lave biler, gøre det, og så koncentrerer Google sig om den teknologien, der kan styre bilen, siger Mikkel Thomsager, der er redaktør på Bilmagasinet.

I modsætning til Teslas bil, vil den nye Chrysler være 100 procent selvkørende, men den skal i første omgang testes i afgrænsede områder i USA i løbet af denne måned. Men ifølge Mikkel Thomsager går udviklingen rigtig hurtigt lige nu.

- Det går meget hurtigere, end vi troede for bare få år siden. Allerede om tre år forventer man, at de mere eller mindre selvkørende biler vil være på landevejene.