Svinkløv Badehotel må udskyde åbning

16x9
Svinkløv Badehotel som det så ud før branden. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Tidsplanen for genopbygningen af det nedbrændte Svinkløv Badehotel er skredet.

Det tager længere tid end først antaget at genopbygge Svinkløv Badehotel, der udbrændte i september 2016.

Det tager længere tid end ventet at genopbygge det udbrændte Svinkløv Badehotel. Derfor genåbner badehotellet først i 2019. Det oplyser Fonden for Svinkløv Badehotel i en pressemeddelelse.

Badehotellet, som ligger ved Fjerritslev i Nordjylland, udbrændte 26. september 2016 og skulle efter planen genopbygges og være klar til åbning imellem påske og pinse 2018.

Men tidsplanen har ikke kunnet overholdes, siger bestyrelsesformand Steen Royberg i pressemeddelelsen.

- Vi har besluttet, at hotellet genopføres og åbner i sæsonen 2019, fordi vi har et ønske om at genopføre et badehotel, hvor man ikke går på kompromis med planlægning og gennemførelse af genopbygningen under tidspres, siger han.

- Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at kunne oplyse om omkostninger for genopførelsen og den endelige udformning af hotellet, tilføjer Steen Royberg.