Koks hos landets største it-selskab koster dyrt hos Region Syddanmark

16x9
Forsinkelser af KMD-systemer til Region Syddanmark koster nu regionen 15 millioner kroner, fordi en anden it-leverandør skal sikre systemerne. Foto: Simon Læssøe / Scanpix Denmark

En forsinkelse af et nyt økonomisystem fra KMD sikrer konkurrent it-kontrakt på 15 millioner kroner.

Endnu en omgang forsinkelser med it-kæmpen KMD i hovedrollen står nu til at koste Region Syddanmark mindst 15 millioner kroner.

Det sker efter alvorlige problemer med leveringen af et nyt løn- og økonomisystem fra KMD, der har fået regionen til at søge hjælp hos konkurrenten Silkeborg Data, der har stået for regionens økonomisystemer i en årrække.

Man kan godt síge, at de har lovet noget, de ikke kunne holde

Simon L. Kristensen, afdelingschef Region Syddanmark

Silkeborg Data og regionen har indgået en tremåneders aftale, der beløber sig til 14,8 millioner, viser en aktindsigt i aftalen med Silkeborg Data ifølge TV 2.

KMD var dyrest

Dermed står Region Syddanmark foran en ubekvem ekstraregning efter et udbud, hvor der ellers var signaleret besparelser til ledelsen i regionen, fordi KMD's pris på systemet var lavere end Silkeborg Datas.

En række tilkøb hos KMD får dog den samlede regning til at overgå de hidtidige priser til Silkeborg Data, fremgår det af aktindsigten.

Udbudsdokumenter viser da også, at en overlegen 'funktionalitet' var udslagsgivende, da regionen i januar i år valgte KMD foran Silkeborg Data på en række parametre.

Her vurderes der også på for eksempel økonomi, brugervenlighed, servicekompetencer, implementeringskompetencer og optioner.

Et hav af fejl

Sidenhen har det imidlertid vist sig, at den funktionalitet, der var så afgørende for valget af KMD, langt fra har været som lovet.

Da regionen i november skulle prøvekøre det nye system fra KMD, stod problemerne i kø.

Efter at regionen havde testet omkring 300 af i alt 600 krav, var der allerede fundet cirka 100 fejl på tværs af systemet, fortalte afdelingschef Simon L. Kristensen fra Region Syddanmark for nylig til Fyens Stiftstidende.

- De har skrevet ved mange af kravene, at de levede op til dem allerede på tilbudsgivningstidspunktet, men nu her et år efter har det vist sig, at systemet ikke lever op til det, de har budt ind med. Så man kan godt síge, at de har lovet noget, de ikke kunne holde, siger Simon L. Kristensen.

Flere ærgerlige sager for KMD

Ifølge TV 2's oplysninger har KMD, der er landets største it-selskab, sikret sig kontrakten i Region Syddanmark til en pris på godt 100 millioner kroner over seks år.

Historien om den dyre forsinkelse i Region Syddanmark er blot den seneste i en række problematiske sager med KMD i hovedrollen.

TV 2 har over de seneste måneder fortalt, hvordan KMD scorer over 1,2 milliarder kroner på massive forsinkelser af en række it-systemer til kommunerne og ATP.

Søgsmål truer

Gevinsten til KMD skyldes, at it-selskabet, der er ejet af kapitalfonden Advent fra USA og pensionskassen Sampension, modtager betaling for de gamle, meget dyrere aftaler, indtil de nye billigere systemer er på plads.

Den uheldige situation har fået pensionsselskabet ATP og kommunerne til at true KMD med søgsmål.

Også skandalesystemet EFI, der skulle bruges til at inddrive gæld for SKAT, har kostet en stævning til KMD fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) med krav om 692 millioner i erstatning.

Holder dialogen tæt

I Region Syddanmark oplyser afdelingschef Simon L. Kristensen, at regionen er i dialog med KMD, men han vil ikke forholde sig til et eventuelt erstatningskrav mod KMD som følge af ekstraregningen på 15 millioner kroner.

Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, men det er bare status

Stephanie Lose, regionsrådsformand, Venstre

Også regionsrådsformand Stephanie Lose (V) henviser til, at regionen er i forhandlinger med KMD. Men hun siger, at regionen regner med, at skatteborgerne bliver holdt skadesfri i forhold til it-problemerne.

- Der har været nogle omkostninger ved at forsøge at få det her samarbejde op køre at med KMD, og vi er heller ikke færdige med forhandlingerne med KMD endnu, siger Stephanie Lose til TV 2.

- Så om der i den sammenhæng er et regnestykke, det er for tidligt at sige noget om. Vi ved heller ikke, hvem der på den lange bane skal køre løn for os og til hvilken pris, tilføjer hun.

KMD dumpede prøve

KMD blev valgt på grund af en høj funktionalitet over for Silkeborg Data ved det udbud, der blev gennemført. Hvordan forklarer du det i forhold til, at deres funktionalitet indtil nu har været meget mangelfuld?

- Vi må bare sige, at den overtagelsesprøve, der har været, har KMD ikke bestået. Det er derfor, at vi har handlet, som vi har gjort. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, men det er bare status for nuværende, siger regionsrådsformanden.

Ifølge Povl Nick Bronstein, der er partner og udbudsekspert ved advokatfirmaet Publicure, er det en trist sag for regionen.

- Det er en rigtig ærgerlig sag for regionen. De skal bruge ressourcer på et nyt system og på at strides med leverandøren, siger advokaten til TV 2.

KMD ønsker heller ikke at stille op til interview, men kommunikationschef Christoffer Hellmann bekræfter dialogen med regionen.

Læs meget mere om KMD's store forsinkelser og medfølgende gevinster, der har ført til voldsom kritik i nedenstående artikler.