Saxo Bank sejrer i millionkamp mod kunde

Handelsplatformen Saxo Bank har vundet en vigtig sejr ved Sø- og Handelsretten. I Storbritannien er der dog modvind.

Saxo Bank og topchef Kim Fournais kan gå på juleferie med en god nyhed i bagagen.

Sø- og Handelsretten har nemlig valgt at give Saxo Bank medhold i et slagsmål mod kunden Greyzone, der ejes af Jacob Andersen, om 1,6 millioner kroner.

Sagen er en af de mange sager mellem Saxo Bank og kunderne, der opstod i kølvandet på den 15. januar 2015, hvor nationalbanken i Schweiz satte strøm til valutamarkederne ved uden varsel at sætte schweizerfrancen fri over for euroen.

Chokket ramte valutamarkederne som en hammer, og værdien af schweizerfrancen sprang voldsomt i vejret, hvilket endte i massie tab for investorer fra hele verden, der havde spekuleret penge i, at schweizerfrancen ville falde.

Sikkerhedsmekanismer sat ud af spil

Mange af investorerne led langt større tab, end de troede muligt på grund af de såkaldte stop-loss mekanismer, der findes på handelsplatformene som en sikring mod uventede udsving - som den i Schweiz.

På den skæbnesvangre januardag i 2015 gik det så vildt for sig, at stop-loss mekanismerne ikke holdt vand, og flere kunder hos Saxo Bank fik altså langt større tab end troet.

Det er nu netop det, at flere kunder i Saxo Bank raser over.

Giganttab til engelsk kunde

I en enkelt sag i England fik kunden besked om, at der stod 41.769 pund på kontoen efter chokket.

Nogle timer efter vendte Saxo Bank tilbage med meddelelsen om, at der nu stod et minus på 739.140 pund. En difference på over 7 millioner kroner, der i øvrigt skulle betales inden for en uge.

Vi er ærgerlige over, at skulle møde en kunde i en retssal, men det er vigtigt for os at understrege, at vi har fulgt en standardpraksis for ekstreme markedssituationer

Steen Blaafalk, økonomidirektør, Saxo Bank

Den finansielle ombudsmand i England har i det opgør foreløbig givet kunden medhold, mens der i Danmark foreløbig er medhold til Saxo Bank og deres argumenter.

Vigtigt for begge parter

Ifølge bankekspert Lars Krull læner den britiske domstol sig mere op af, hvad Saxo Bank bør gøre, mens der i Danmark omvendt skeles skarpt til betingelserne i kontrakten mellem Saxo Bank og kunden.

- Det er selvfølgelig rigtig vigtigt for Saxo Bank, at de kan vise omverdenen: 'Ja vi har haft nogle regler, ja vi har haft nogle kunder, som har vidst, at de havde en høj risiko, men vi har gjort, hvad vi kunne og skulle for at få dem ud af farligt vand', siger Lars Krull, der er seniorrådgiver ved Aalborg Universitet til TV 2 Business. 

Også Pengeinstitutankenævnet har givet Saxo Bank medhold i en sag mod en græsk kunde, mens Finanstilsynet har konkluderet, at Saxo har handlet i kundernes interesse og i henhold til den såkaldte investorbeskyttelseslovgivning.

Ked af forløbet

Saxo Bank ønsker ikke at stille op til interview om sagen, men økonomidirektør Steen Blaafalk skriver i en mail, at han er glad for, at der nu er medvind fra tre institutioner herhjemme.

- Vi har nu konklusioner fra tre relevante myndigheder. De ligger alle i tråd med vores forventninger og de er naturligvis med til at sætte retningen for de resterende sager, siger Steen Blaafalk, der er ked af forløbet.

- Vi er ærgerlige over, at skulle møde en kunde i en retssal, men det er vigtigt for os at understrege, at vi har fulgt en standardpraksis for ekstreme markedssituationer, som den vi oplevede i januar 2015, der sikrer kunderne så objektive priser, som det er muligt, fortsætter han.

Flere sager på vej

Steen Blaafalk ønsker ikke at udtale sig om konklusionen fra den finansielle ombudsmand i UK, og Saxo Bank har da også udfordret afgørelsen, der nu igen behandles af den finansielle ombudsmand.

Sagen er da heller ikke slut herhjemme. Ifølge TV 2's oplysninger er der flere sager på vej.

Dagens afgørelse fra Sø- og Handelsretten appelleres til Landsretten, siger Jacob Andersen fra Greyzone til TV 2.