Eksperter om ny rapport: Milliarder mistet i gamle it-systemer

Halvdelen af de store statslige it-kontrakter har aldrig været i udbud. Det har kostet skatteyderne et milliardbeløb.

Rigsrevisionen er igen ude med riven for lemfældig omgang med skatteydernes penge.

I denne omgang er de største syndere Skat, Rigspolitiet og Domstolsstyrelsen, der får på puklen i en ny rapport, fordi de aldrig har konkurrenceudsat store it-systemer.

Kapitalfondsejede KMD og den udenlandske it-kæmpe CSC er langt de største vindere, da de sidder på over 90 procent af de kontrakter, der aldrig har været i udbud.

Mistet besparelser på milliarder

Den manglende konkurrence møder voldsom kritik fra Adam Lebech fra Dansk Industri.

Han påpeger, at Rigsrevisionen nævner eksempler fra en række områder, hvor konkurrence har givet besparelser på 25-50 procent.

- Hvis man overfører disse tal til de kontrakter, Rigsrevisionen kritiserer, kan de manglende udbud have kostet staten et milliardbeløb i løbet en årrække, siger Adam Lebech til TV 2.

Ifølge Rigsrevisionen beregninger kan der spares 75-150 millioner kroner om året ved at sende kontrakterne i udbud. Med tanke på, at nogle af kontrakterne har løbet i over 20 år, er der tale om en gigantisk besparelse, som staten er gået glip af.

Flere tabere

Udover at det er en kæmpe gevinst for selskaber som KMD og CSC, er det ikke kun en begmand for skatteyderne. Det rammer også de it-leverandører, der ikke får mulighed for at komme til fadet.

- Konsekvensen for IT-branchen er, at it-virksomheder ikke har mulighed for at byde ind med de billigste priser, som kan tilgodese skatteborgerne, siger Adam Lebech.

Professor Kim Normann Andersen fra CBS mener, at det offentlige skal vågne op.

- Det handler om, at det offentlige ikke er vågne nok til at tænke nok i nye it-løsnniger. Man hænger ligesom fast i nogle gamle systemer og en gammeldags måde at tænke it på, og derfor får man de her problemer, siger han.

Kæmpe prisdyk efter konkurrence

Rigsrevisionens rapport omfatter de statslige kontrakter, men det er langt fra det eneste sted, hvor det offentlige har betalt monopolpriser i årevis.

På det kommunale område har KMD, der tidligere hed Kommunedata, i årevis lukreret på at have monopol på en lang stribe kontrakter. KMD blev solgt i 2008 til en kapitalfond, og fem år senere besluttede kommunerne at gennemføre et monopolbrud.

Konkurrencen har fået priserne på en stribe store kontrakter til at falde dramatisk.

Også problemer i kommunerne

Alene på det system, der skal håndtere udbetaling af folke- og førtidspension, er de nye priser 90 procent lavere.

Kommunerne har dog ikke fået mulighed for at høste de store gevinster endnu, da en række afgørende KMD-systemer, der er nødvendige for, at monopolbruddet kan gennemføres, er voldsomt forsinkede.

Foreløbig har forsinkelserne af KMD's systemer kostet kommunerne og ATP mindst 1,2 milliarder kroner i ekstraregninger.