Historisk situation sparer danske familier for 7300 kroner årligt

En superlav inflation og faldende priser i Danmark kommer forbrugerne til gode.

Ikke siden midten af 1950'erne har vi haft så lav en inflation som nu, og det betyder, at danskerne får mere for pengene.

Priserne på varer i Danmark har nemlig stået nærmest helt stille de seneste år, og det giver danskerne en kontant besparelse.

Helt konkret har en gennemsnitlig børnefamilie i Danmark 7300 kroner ekstra om året sammenlignet med en situationen, hvor priserne stiger med de 1-2 procent, som er det normale niveau. Det viser beregninger lavet af Nykredit på baggrund af Danmarks Statistik.

Situationen for den almindelige lønmodtager må siges at være rigtig gunstig i øjeblikket.

Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit

- De danske husholdninger er vinderne på det her, forklarer Signe Roed, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, til TV 2 Business.

Lønstigning, stigende beskæftigelse og bedre takter fra boligmarkedet

Inflationen for i år ventes at ende på 0,3 procent, og det er altså ikke set siden 1953 i Danmark.

Og ikke nok med, at den superlave inflation giver danskerne flere kroner og ører, så betyder det faktisk også en lønstigning og andre goder.

FAKTA - Hvad er inflation?

  • Inflation betyder, at hele samfundets priser stiger.
  • En høj inflation medfører en forringet købekraft og et fald i kronens værdi.
  • En lav inflation betyder lave priser. Man får dermed mere for pengene.
  • De sidste tyve år er den danske inflation steget med cirka 2 procent om året. I år forventer økonomerne kun 0,3 procent.
  • Det modsatte af inflation er deflation. Her falder priserne og værdien af kronen stiger.

- Situationen for den almindelige lønmodtager må siges at være rigtig gunstig i øjeblikketr, skriver Tore Stramer, der er cheføkonom i Nykredit og fortsætter:

- Ud over udsigten til en pæn reallønsfremgang i år er renterne uhyre lave og endog faldende, beskæftigelsen er i fremgang i stadig større dele af landet, og boligmarkedet viser bedre i takter også uden for de store byer.

Han forventer en stigning i reallønnen på 1,9 procent, og det er den største stigning i ni år.