Millionjagt: Dansk virksomhed omdanner bakterier til protein

En fabrik, der skal omdanne bakterier til proteinrigt foder, og som kan aflaste udpinte landbrugsjorde og overfiskede verdenshave, åbner i Kalundborg.

Den globale produktion af fiskemel falder som følge af faldende fangstmængder. Derfor er der stor hype om planerne om at producere proteinpulver baseret på vand og metangas på en nyåbnet fabrik i Kalundborg.

Fiskemel anvendes i foder til opdræt af fisk, men også i foder til smågrise, fjerkræ og kæledyr. 

Unibios fabrik i Kalundborg skal omdanne bakterier, metangas og næringssalte til protein, som kan benyttes som erstatning for fiskemel.

Teknisk direktør i Unibio, Ib Christensen, fortæller, hvordan både inspiration og råstoffer til den nye fabrik kommer fra naturens eget kredsløb. Se hele indslaget her:

Stor efterspørgsel på produktet

Det er den danske biotech virksomhed, Unibio, der står bag, og teknisk direktør, Ib Christensen, fortæller, at der er et stort behov for at finde alternative løsninger, der kan komme overfiskeri til livs. 

- For at du kan lave et kilo fisk, så skal du bruge to kilo af anden fisk. Det betyder, at vi på kort sigt kommer til at stå med en meget stor proteinmangel, hvilket skaber en enorm efterspørgsel på vores produkt, siger han. 

Ideen og teknologien har været ti år undervejs, og Unibio har på nuværende tidspunkt solgt licenser til lignende produktioner i Europa.

- Rent økonomisk har vi udviklet en proces, så vi har en meget stor produktivitet, og det er det, der gør, at den her produktion kan betale sig og gå hen og blive en rigtig god forretning, siger Ib Christensen. 

Selskabets direktør og storaktionær er Henrik Busch Larsen har planer om at etablere produktionsanlæg kloden rundt. 

Henrik Busch Larsen er med 20 procent af aktierne Unibios største aktionær.