Landsretten slår fast: Uber-chauffør kørte ulovlig taxikørsel

16x9
Østre Landsret har i dag afgjort, hvorvidt Uber-chaufførerne skal dømmes for at køre ulovligt med kunder. Foto: TOBY MELVILLE / Scanpix Denmark

Østre Landsret stadfæster dommen fra byretten i sommer, der dømte seks Uber-chauffører for at køre ulovligt med kunder.

En Uber-chauffør har kørt ulovlig taxi i København.

Sådan lyder dommen fra Østre Landsret, der dermed stadfæster dommen fra byretten i sommer.

Her dømte byretten, at der ikke er tale om samkørsel i Uber, sådan som Uber-chaufføren og forsvareren hævdede. Og det er netop det, som landsretten nu også slår ned på.

- Det lægges efter bevisførelsen til grund, at de omhandlede kørsler er foretaget med pas­sagerer, der ikke har nogen nærmere tilknytning til tiltalte ud over anvendelsen af Ubers internetapplikation, og at kørslerne er udført mod en betaling, der overstiger de med kørslen direkte forbundne omkostninger til f.eks. benzin eller olie, skriver Østre Landsret i afgørelsen.

I alt seks chauffører fra samkørselstjeneste Uber blev dømt af byretten i sommer, og nu er den første af dem, der har anket sagen til landsretten, altså dømt.

Ikke godkendt til taxikørsel

For den enkelte Uber-chauffør, der i dag er blevet dømt for ulovlig piratkørsel, er prisen en bøde på 6000 kroner.

Dommen slår ned på, at Uber-chaufføren også har kørt i en personbil, der ikke er godkendt til erhvervsmæssig taxikørsel.

Det er specielt to kørsler, der lægger til grund for dommen. Nemlig en kørsel den 18. november 2015 og 6. februar 2016.

- Vi har stor respekt for det danske retssystem, men vi er selvfølgelig dybt skuffede over afgørelsen. Vores opfattelse er, at chaufføren kan anke sagen, som han har ret til. Vi støtter ham i hans beslutning, uanset hvad han vælger at gøre - og vi støtter generelt chauffører i Danmark, skriver Oliver Carrá, der er talsmand for Uber i Danmark, i en skriftlig kommentar til TV 2 Business.

Kan få betydning for Uber i Danmark

I princippet er dagens afgørelse kun gældende for den enkelte Uber-chauffør, men afgørelsen vil også få betydning for resten af de lignende sager, der er på tegnebrættet.

Anklagemyndigheden har tidligere fortalt, at de først vil træffe en overordnet afgørelse og eventuelt rejse tiltale mod Uber i Danmark, når landsretten har talt. Og det har den altså nu.

Delte meninger

Uber kom til Danmark for et par år siden, og siden da har der været heftig debat.

Især taxibranchen har været vrede over, at Uber stjæler deres kunder, da de kan køre med lavere priser, fordi Uber-chaufførerne ikke er underlagt krav om forsikring, registrering til erhvervskørsel osv. - som taxibranchen er.

Af respekt for det danske retssystem bør man rette ind og lukke

Trine Wollenberg, direktør, Dansk Taxi Råd

Derfor er man nu også lettede hos Dansk Taxi Råd over, at landsretten nu også har dømt Uber-chaufføren.

- Det har været et langt sejt træk, så vi er glade og lettede. Men vi har hele tiden tænkt, at det ville ende sådan her, så vi er ikke overraskede over dommen, siger Trine Wollenberg, der er direktør i Dansk Taxiråd, til TV 2 Business.

Hun håber nu, at Uber vil tage landsretten afgørelse til efterretning og lukke forretningen Uber Pop i Danmark.

- Af respekt for det danske retssystem bør man rette ind og lukke, siger Trine Wollenberg.

Befinder sig på en anden planet

Sagen har ligget længe hos Københavns Politi. Det var i 2014, at Trafikstyrelsen sendte en politianmeldelse.

Det har derfor taget to år, før retten har dømt Uber for at køre ulovligt i Danmark. Og det er beklageligt, mener Kim Christiansen, trafikordfører fra DF, der tidligere har udtalt sig stærkt kritisk over for Uber.

- Det her burde have været klart for enhver for længe siden. Men Uber befinder sig på en anden planet  i forhold til at forstå dansk lovgivning, tror jeg, siger Kim Christiansen til TV 2 Business.

Han fortæller videre, at der kommer en ny taxilovgivning på denne side at juleferien.