IT-ekspert revser KMD efter ny kæmperegning til kommunerne: - Forfærdeligt og uacceptabelt

Landets største it-selskab, KMD, møder voldsom kritik efter endnu en forsinkelse. Men overraskende er det ikke, lyder det samtidig.

Det vækker hård kritik fra en ekspert, at skatteyderne står foran nye, uventede gigantregninger på grund af massive forsinkelser af flere KMD-systemer.

I dag er det kommet frem, at de såkaldte støttesystesmer fra KMD er mindst 11 måneder forsinket, og at det kommer til at koste mere end en halv milliard i ekstra betalinger fra kommunerne til KMD.

Det er blot to dage siden, at TV 2 Business kunne fortælle om et andet KMD-system, Social Pension, vil koste skatteyderne mindst 340 millioner ekstra på grund af en forsinkelse på mindst 15 måneder.

'Ganske forfærdeligt'

Alt i alt giver de to voldsomt forsinkede projekter altså kommunerne en ekstraregning på op mod 1 milliard kroner, og det vækker voldsom kritik hos professor emeritus Niels Bjørn-Andersen fra Copenhagen Business School.

Det er jo ganske forfærdeligt. Det er uacceptabelt

Nils Bjørn-Andersen, CBS

- Det er jo ganske forfærdeligt. Det er uacceptabelt, og det er overraskende, at det kan ske, at man bliver så meget forsinket med det her, siger it-professoren, der har forsket i branchen i årtier, til TV 2 Business.

Se hele den hårde kritik fra Niels Bjørn-Andersen på TV 2 Business. Hent APP'en og opret dig gratis på TV2business.dk.

Uheldig interessekonflikt

Ifølge Niels Bjørn-Andersen er det særlig kritisk, at KMD tjener penge på forsinkelsen, fordi it-selskabet sidder på de gamle, eksisterende aftaler, der er langt dyrere, end de nye.

- Der er ingen tvivl om, at de har en god økonomisk gevinst på, at de systemer kører videre endnu et år, og styresystemer bliver forsinket, siger professoren, der betegner det som en 'meget skidt dobbeltrolle'.

Professorkollega Kim Normann Andersen fra CBS er mindre kritisk over for KMD's dyre forsinkelse, som han kalder 'business as usual'.

Kriges offentligt

Til gengæld er han overrasket over, at kommunernes it-fællesskab KOMBIT og KMD over for TV 2 Business beskylder hinanden for at være skyld i forsinkelsen.

- Det er nyt, at vi i it-skandalerne får så aggressiv fremfærd fra begge parter dertil, siger Normann, der ikke regner med, at KMD skal bøde for deres forsinkelser.

- Jeg tror ikke, det ender med, at de skal betale nogle penge overhovedet. Der skal to til at danse tango, og der er også to om det her. Vi kan ikke udpege en synder, tror jeg, siger Kim Normann Andersen.

Konflikten mellem kommunerne og KMD har været undervejs i årevis.

KMD, der tidligere hed KommuneData, blev solgt af kommunerne i 2008 til kapitalfonden EQT fra Sverige og ATP for 2 milliarder.

It-kæmpen blev i 2012 solgt videre til kapitalfonden Advent og Sampension, der lagde 5,5 milliarder for KMD.

Solgte til kapitalfonde og brød monopol

Under årene med kommunalt ejerskab havde KMD monopol på en lang række it-opgaver til netop kommunerne. Det monopol besluttede kommunerne at bryde i 2013, fem år efter kapitalfondene havde overtaget.

Kontrakter, som kommunerne årligt betalte over 1 milliard kroner for til KMD, blev derfor sendt i udbud. Det endte med, at KMD tabte langt størstedelen af opgaverne, mens konkurrenter som NNIT, Netcompany, EG og IBM kom ind som nye leverandører med markant lavere priser.

Hos Dansk Industri mener direktør Adam Lebech, at sagen er et klokkeklart eksempel på, hvorfor de eksisterende monopoler bør brydes. Se hans udlægning på TV 2 Business her:

Den nye forsinkelse, der er kommet frem i dag onsdag, omfatter de såkaldte støttesystemer.

Den er særlig problematisk, fordi systemerne er nødvendige for at sikre udfasningen af KMD’s gamle monopolsystemer til fordel for nye, markant billigere it-løsninger på områder til udbetaling af boligstøtte, børnepenge, kontanthjælp og barsel.

Dermed blokerer den for, at konkurrenter som NNIT, Netcompany og EG kan komme på banen med deres nye løsninger, samtidig med at den koster kommunerne voldsomme ekstraregninger, der ryger i lommen på KMD.

Afviser at betale for forsinkelser

Formand for Kommunernes Landsforening, Martin Damm, afviser at kommunerne skal betale for forsinkelserne.

- Vi har selvfølgelig en klar forventning om, at KMD holder kommunerne skadesløse i den her sag, sagde han mandag i denne uge til TV 2 Business.

Flere sager tynger

Udover problemerne med kommunerne og ATP, der skal drive en række af de nye systemer på vegne af kommunerne, har Skatteministeriet i efteråret stævnet KMD for 692 millioner på grund af det skandaleramte inddrivelsessystem EFI, der har kostet skatteyderne milliarder.

Endelig er også det såkaldte Grunddataprogram, som KMD skal levere til Digitaliseringsstyrelsen, foreløbig forsinket et år.

Problemer der falder sammen med, at ejerne af KMD, kapitalfonden Advent, arbejder på en børsnotering af it-selskabet.