Uber-chauffør tjener 580.000 kroner på et år

16x9
En Uber-chauffør kørte over 5.100 ture og havde en indtjening på 114 kroner per tur i gennemsnit i. Det gav ham en indtægt på over en halv million i 2015. Foto: GEOFFROY VAN DER HASSELT / Scanpix Denmark

Sidste år tjente én Uber-chauffør 586.892 kroner på at køre ulovlig taxikørsel for Uber.

Flere Uber-chauffører har tjent hundredtusindvis af kroner på at køre for den ulovlige taxi-app, viser tal fra SKAT. Dansk Folkeparti kræver nu, at pengene bliver beslaglagt.

Fagbladet 3F har søgt aktindsigt hos SKAT på intægterne for alle Uber-chauffører i Danmark i 2015. 

En Uber-chauffør kørte over 5.100 ture og havde en indtjening på 114 kroner per tur i gennemsnit. Det gav ham en indtægt på over en halv million, vel at mærke efter Uber havde fået sine 20 procent i provision.

Skat har siden august måned indledt en målrettet indsats om at sikre, at Uber-chaufførernes indtjening også står i deres selvangivelser. Per Jacobsen, underdirektør i SKAT, fortæller mere herunder: 

Uber-chauffører tjente 56 millioner i 2015

I alt tjente de 2.134 danske Uber-chauffører sidste år 56 millioner kroner ved at køre ulovlig pirattaxi for Uber. Til sammenligning tjente en gennemsnitlig taxa-chauffør i Danmark sidste år omkring 295.000 kroner.

Ifølge transportordfører fra Dansk Folkeparti, Kim Christiansen, så er der kun én måde at standse den ulovlige Uber-kørsel på:

- Jeg har den holdning, at når man tjener penge på kriminelle handlinger, så skal det mødes med et krav om tilbagebetaling til statskassen. Og så skal de have en bøde, simpelthen, for det her er ren pirattaxa.

Han sammenligner situationen med landets kiosker, som får hele deres lager beslaglagt og modtager en klækkelig bøde, hvis de sælger sodavand uden pant.

- Det samme burde ske her, for det er rystende tal og utrolig mange skattekroner, der forsvinder i et sort hul, siger Kim Christiansen.

Ankesag venter afgørelse

Fagbladet 3F har spurgt Uber, hvad de siger til, at man kan tjene over en halv million kroner på det, som Uber selv definerer som samkørsel, men har ikke fået svar.

På torsdag skal Landsretten tage stilling til en ankesag fra to Uber-chauffører om, hvorvidt de kører ulovlig taxikørsel eller ej. De to chauffører blev begge dømt ved byretten tidligere på året.