Professor om ny kæmpeforsinkelse: It-kæmpe i meget uheldig dobbeltrolle

It-leverandøren KMD er forsinket med et it-system til ATP og kommunerne, og i mellemtiden tjener virksomheden millioner. Uheldigt mener professor.

Landets største it-leverandør KMD står til en fortjeneste på over 300 millioner på endnu et forsinket it-system. KMD er foreløbig 15 måneder bagud med systemet, der skal bruges til udbetaling af folke- og førtidspension.

Vi ønsker ikke gå nærmere i detaljer om drøftelserne men kan bekræfte, at parterne ikke deler opfattelse af årsagerne til forsinkelsen

Morten Langager, kommunikationsdirektør KMD

Ifølge professor Niels Bjørn-Andersen fra Copenhagen Business School har virksomheden bragt sig selv i dårligt lys.

- Det er en uheldig situation, at man skaber en incitamentstruktur for KMD til at fortsætte med det gamle system, mens man diskuterer kravene til det nye system med kunderne og tjener mange penge på det i mellemtiden, siger han og fortsætter

- Det er en meget skidt dobbeltrolle, som KMD er havnet i, og det må forventes, at de næppe spiller de bedste kræfter af på at få systemet færdig til tiden.

Ifølge Niels Bjørn-Andersen, der er professor ved Copenhagen Business School, har KMD bragt sig selv i en yderst uheldig situation med den dobbeltrolle, virksomheden står med. Se hele interviewet med professoren her:

Grunden til, at forsinkelsen er en god forretning for KMD, er, at virksomheden sidder på det gamle system, der er over ti gange dyrere for kommunerne.

I dag betaler kommunerne over 25 millioner kroner til KMD hver måned. Prisen på det nye system, som KMD skulle have leveret senest 1. oktober, svarer til godt 2 millioner månedligt.

Det er en meget uheldig dobbeltrolle, som KMD er havnet i, og det må forventes, at de næppe spiller de bedste kræfter af på at få systemet færdig til tiden

Niels Bjørn-Andersen

Regningen placeres hos borgerne

Niels Bjørn-Andersen mener ikke, at kommunerne og i sidste ende borgerne via skattekroner skal betale for det forsinkede IT-system. 

Professoren mener, at KMD er kontraktligt forpligtet, og at der i kontrakten burde være sørget for, at sådan noget ikke kunne ske.

- Det, vi formoder nu, er, at KMD og KL finder en ordning, for det kan jo godt tænkes, at KMD kan levere det eksisterende system til en lavere pris i den periode, de er forsinket, siger han. 

Uenige om årsag til forsinkelse

KMD ønsker ikke at stille op til interview, men kommunikationsdirektør Morten Langager oplyser i en mail, at der er uenighed om, hvem der er skyld i forsinkelsen til systemet, der skal leveres til kommunerne og ATP's Udbetaling Danmark.

- KMD og Udbetaling Danmark har i øjeblikket en dialog om baggrunden for forsinkelsen. Vi ønsker ikke gå nærmere i detaljer om drøftelserne men kan bekræfte, at parterne ikke deler opfattelse af årsagerne til forsinkelsen, skriver Langager til TV 2.

Den dyre forsinkelse overrasker ikke Kim Normann Andersen, professor på CBS. Se hele it-ekspertens kommentar til problemerne på TV2Business.dk.

Sure kunder

Hos ATP, der skal bruge det nye system, er der voldsom utilfredshed med den dyre forsinkelse.

- Det er naturligvis ikke tilfredsstillende for ATP, Udbetaling Danmark og kommunerne. Derfor har vi lige nu en kritisk, konstruktiv dialog med KMD i forhold den kontrakt, der er indgået, skriver koncerndirektør Lilian Mogensen i en mail.

- Dialogen handler både om leverancer til tiden og om, hvorvidt ATP får den aftalte løsning. Vi ønsker ikke at uddybe yderligere af hensyn til vores aktuelle forretningsmæssige dialog med KMD, lyder det videre.

Flere møgsager

Udover problemerne med kommunerne og ATP har Skatteministeriet i efteråret stævnet KMD for 692 millioner på grund af det skandaleramte inddrivelsessystem EFI, der har kostet skatteyderne milliarder.

Endelig er også det såkaldte Grunddataprogram, som KMD skal levere til Digitaliseringsstyrelsen, foreløbig forsinket et år.

KMD har ingen kommentarer til kritikken, oplyser selskabet i en mail.

Se hele Niels Bjørn-Andersens analyse af den spegede sag for KMD og de offentlige kunder på TV2business.dk.