Dansk milliardær i kamp mod vindmøllepark i Skotland

Anders Holch Povlsen, direktør i tøjfirmaet Bestseller, truer med at sløjfe en stor investering på grund af grønt lys til en vindpark i Skotland.

Drop vindmøllerne eller gå glip af kæmpe investeringer.

Donald Trump har i årevis gjort sig bemærket med voldsom modstand mod vindmøller i Skotland, og nu har han fået følgeskab af Danmarks andenrigeste, Anders Holch Povlsen fra tøjkoncernen Bestseller.

Ifølge en række britiske medier og Finans truer tøjmanden, der anslås at være god for 37 milliarder kroner, med at droppe et stort turismeprojekt i Skotland.

Årsagen er vindprojektet Creag Riabhach, der for nylig er blevet godkendt af de lokale myndigheder i det nordlige distrikt Altnaharra.

Trump kæmper også mod møller i Skotland

Det har længe været Anders Holch Povlsens plan at investere et trecifret millionbeløb i udvikling af netop det område, men de planer genovejes nu i lyset af, at vindparken har fået endelig godkendelse, skriver The Times.

Også republikanske Donald Trump har gjort sig bemærket med en brav kamp mod vindmølleparker i Skotland.

Bestseller-milliardæren investerer tit i forskellige projekter. Se et af hans seneste på TV 2 Business her:

I amerikanerens tilfælde drejer det sig ifølge Energiwatch om, at nogle planlagte vindmøller til havs ville spolere udsigten ved et golfresort i nærheden af kysten.

Dansk virksomhed kan vinde ordre

Projektet, der er udviklet af et lokalt firma, er planlagt til at bestå af 22 vindmøller med en kapacitet på 3,3 megawatt hver og en vingehøjde på maksimalt 125 meter.

Lige præcis den type vindmøller lancerede Vestas for tre år siden til netop det skotske og irske marked. Det er dog ikke fremme, hvorvidt at den danske vindkæmpe står til at vinde ordren til en værdi af omkring 500 millioner kroner.

Anders Holch Povlsen (th.) er en af landets rigeste mænd gennem ejerskabet af Bestseller-koncernen. En stor del af formuen bliver brugt på jord i Skotland.
Anders Holch Povlsen (th.) er en af landets rigeste mænd gennem ejerskabet af Bestseller-koncernen. En stor del af formuen bliver brugt på jord i Skotland. Foto: flemming krogh / Scanpix

Købt voldsomt op

Den sky multimilliardær har de senere år brugt en kæmpe del af sin formue på at købe jord i Skotland.

For nylig rundede hans besiddelser omkring 1 procent af landet, ifølge Press & Journal, der kunne fortælle, at den 44-årige tøjmand, der bor vest fra Aarhus, ejer mere jord i Skotland end Dronning Elizabeth.

Anders Holch Povlsen ejer 200.000 acre, hvilket svarer til 809 kvadratkilometer.

Til sammenligning dækker Bornholm 588 kvadratkilometer, mens Aarhus og København begge fylder omkring 90 kvadratkilometer.

Ifølge Press & Journal mener kritikere, at Anders Holch har investeret massivt i Skotland for at undgå arveafgift, men ifølge organisationen Wildnis, der står bag opkøbene, er formålet beskyttelse og bevarelse af det skotske vildnis.