De fede tider er forbi for landets største it-selskab: Indtjening bliver 'dramatisk' reduceret

Om kort tid udfaser landets største it-selskab, KMD, en lang stribe meget lukrative IT-systemer i kommunerne. Det rammer indtjeningen.

Landets største it-selskab, den kapitalfondsejede børskandidat KMD, stirrer ind i en fremtid, der ligger kilometer fra sidste års rekord på omsætning og indtjening.

Det skyldes, at KMD som følge af monopolbruddet på kommunale it-løsninger inden for de nærmeste år udfaser en række meget lukrative it-aftaler med landets 98 kommuner. Det sker til konkurrenter som IBM, CSC, Netcompany og EG.

Der er ingen tvivl om, at KMD’s EBIT (indtjening før renter og skat) vil blive dramatisk reduceret

Niels Bjørn-Andersen, professor emeritus, CBS

På tværs af it-branchen og i kommunerne er forventningen fra mere end ti kilder, at de tabte kontrakter i større eller mindre grad vil slå benene væk under KMD’s indtjening.

Udsigten til et stort tab af indtjening bekræftes af en fortrolig analyse, som TV 2 Business er i besiddelse af.

Opkøbt af kapitalfonde

På baggrund af et omfattende datamateriale anslår analysen, at KMD sidste år tjente 650-750 millioner kroner på monopolaftalerne, som kommunerne årligt betaler over en milliard kroner for.

Det skal ses i forhold til, at hele KMD-koncernen sidste år tjente 880 millioner kroner (EBITDA) ud af en omsætning på 5,2 milliarder.

Det betyder, at de monopolaftaler, der udgør omkring en femtedel af KMD’s samlede omsætning, ifølge analysen - og en række branchekilder - sidste år stod for mindst 70 procent af den samlede indtjening.

På Copenhagen Business School har professor emeritus Niels Bjørn-Andersen forsket i it-branchen i årtier, og han ser udfordringer for KMD, selvom han ikke kender de konkrete tal.

- Der er ingen tvivl om, at KMD’s EBIT (indtjening før renter og skat) vil blive dramatisk reduceret, når de ikke mere har de monopolsystemer, som nu er blevet konkurrenceudsat. Monopolsituationen har skabt en ekstraordinær høj indtjening, siger Niels Bjørn-Andersen til TV 2.

Se hele interviewet med it-professoren og få hans vurdering af, hvordan det vil ramme landets største it-selskab fremadrettet, når de store monopolopgaver forsvinder. 

Svært at forhandle med monopolist

Kommunernes it-fællesskab KOMBIT, der i dag betaler KMD over en milliard årligt for monopolaftalerne, har ingen kommentarer til analysen, der viser, at kapitalfondsejede it-selskab har taget sig ekstraordinært godt betalt hos netop kommunerne.

Men kommunikationschef Mikkel Tang Hedegaard svarer sådan her på spørgsmålet om, hvordan det kan lade sig gøre, at man ikke har været i stand til at forhandle bedre kontrakter på vegne af skatteyderne tidligere?

- Man har forhandlet med en monopolist - og med det udgangspunkt har man i et monopolmarked lavet de bedst mulige aftaler på daværende tidspunkt. Når de nye it-systemer er implementeret, kan kommunerne se frem til et marked med flere leverandører, og betydeligt lavere priser, på de samfundskritiske it-systemer som KMD i dag har monopol på.’

Vandt kun få opgaver

KMD, der tidligere hed Kommunedata, har siden 2012 været ejet af kapitalfonden Advent fra USA og Sampension med base i Hellerup. De nuværende ejere lagde 5,5 milliarder kroner for KMD hos kapitalfonden EQT og ATP, der købte it-kæmpen af landets kommuner for 2 milliarder i 2008.

Når de nye it-systemer er implementeret, kan kommunerne se frem til et marked med flere leverandører, og betydeligt lavere priser

Mikkel Tang Hedegaard, kommunikationschef KOMBIT

I 2013 besluttede kommunernes it-fællesskab KOMBIT at bryde det monopol, der i årevis havde sikret KMD guldrandet omsætning og indtjening på en række it-opgaver som Boligstøtte, Barselsdagpenge og Social Pension. 

Bruddet med de tidligere ejere i kommunerne betød, at en række it-opgaver blev sendt i udbud, og da udbudsrunden var færdig, stod KMD tilbage med tre opgaver, der er vundet til markant ringere vilkår end de nuværende aftaler.

Kommunerne truer med retssag

Netcompany blev den store vinder med seks it-kontrakter på blandt andet Familieydelser, BBR-register og boligstøtte. CSC sikrede to, mens NNIT og EG vandt hver én kontrakt.

En af de aftaler KMD sikrede var ’Fælleskommunale Støttesystemer’. Her var KMD’s opgave at sikre en IT-infrastruktur, der gjorde det muligt for andre leverandører at bygge nye administrative løsninger til kommunerne.

KMD kan ikke genkende de økonomiske konsekvenser som TV-2 Business har præsenteret os for. Vi kommenterer af konkurrencehensyn naturligvis ikke i detaljer om vores indtjening

Jannich Lund, økonomidirektør KMD

Leveringen af støttesystemerne har imidlertid været voldsomt forsinket, og det har udløst en tvist mellem KMD og KOMBIT. Uenigheden er så stor, at kommunerne har truet KMD med en retssag og krav om erstatning.

Indtil de nye støttesystemer er på plads, er det KMD’s gamle aftaler og høje priser, der gælder.

Det har skabt stor frustrationen i kommunerne, der har dramatisk reducerede priser på samtlige af de udbudte it-løsninger, der tidligere lå inden for KMD’s monopol. Inklusive de aftaler KMD har vundet i den store udbudsrunde.

KMD står over for en stor opgave med at hente den her tabte indtjening hjem. For der er langt fra et monopol til det meget konkurrenceprægede it-marked i Danmark, hvor flere store selskaber taber penge, forklarer Anders Elbak i et interview med TV 2 Business.

Satser massivt på opkøb

KMD, der meldes lun på en børsnotering i løbet af 2017, ønsker ikke at stille op til interview, men i en skriftlig udtalelse lyder det.

- KMD kan ikke genkende de økonomiske konsekvenser som TV-2 Business har præsenteret os for. Vi kommenterer af konkurrencehensyn naturligvis ikke i detaljer om vores indtjening, siger økonomidirektør Jannich Lund i en mail.

Direktøren tilføjer, at KMD har sat gang i en række tiltag for at kompensere for den tabte vækst, og at man i årevis har vidst, at både omsætning og indtjening på monopolområdet ville ramme KMD.

- Af samme årsag har KMD længe været i gang med vækststrategien ”KMD på flere markeder”, som sikrer kompenserende vækst i forhold til faldet på de tidligere monopolområder, siger Jannich Lund.

Flere opkøb

At it-selskabet med adm. direktør Eva Bernke i spidsen kæmper bravt for at kompensere for tabet af de lukrative monopolaftaler er dog uomtvisteligt.

Berneke har lanceret en vækstplan med navnet ”KMD på nye markeder”. Med planen fokuserer KMD på at vinde opgaver inden for det private område, ikke mindst gennem en aggressiv strategi til opkøb af virksomheder.

På vej mod børsnotering

Alene i 2015 overtog KMD fire virksomheder, Banqsoft med hovedsæde i Norge og Edlund, Avaleo og Neupart fra Danmark og i sidste uge blev UVdata fra Aalborg overtaget af KMD for et ukendt beløb.

KMD planlægger ifølge erhvervsmediet InsideBusiness en børsnotering og har i den forbindelse hyret Lazard som rådgiver.

Derudover skal en række nordiske investeringsbanker i september have modtaget en såkaldt Request for Proposal (RFP) fra KMD, som dermed har taget flere formelle skridt mod en børsnotering.

Grunden til ønske om videresalg

Og ender KMD på børsen, bør de potentielle investorer gå børsprospektet igennem med en tættekam, lyder opfordringen fra Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

- Det, at de gerne vil børsnoteres, udspringer lige nøjagtigt af det her. Ejerne følger jo også med, og de ønsker i et vist omfang at cashe in på den værdiforøgelse, der er skabt under de gamle kunkurrencebetingelser, siger han til TV 2 BUSINESS.

Han mener, at de nye oplysninger er en alvorlig udfordring for KMD, og at det er noget, man som potentiel investor bør holde skarpt øje med.

Rettet 6.11.2016: Det har tidligere fremgået af artiklen, at kapitalfonden Advent ikke ville udtale sig til TV 2 i forbindelse med denne artikel. Den oplysning beroede imidlertid desværre på en misforståelse.