Designgigant køber rettighederne til Lyngby-vasen

Danmarks største designhus, Rosendahl-gruppen, køber rettighederne til Lyngby-vasen for et tocifret millionbeløb.

Rosendahl-kanderne, Holmegaard-glassene og Kay Bojesen-aberne får nu selskab af Lyngby Porcelæn og dermed de ikoniske Lyngby-vaser.

Designgiganten Rosendahl Design Group har nemlig købt rettighederne til blandt andet Lyngby-vasen for et tocifret millionbeløb.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

- Vi ser et rigtig godt match mellem det, vi arbejder med som firma: at genopdage gamle designklassikere og udvikle nyt, siger Henrik Rosendahl, der er administrerende direktør i Rosendahl, til TV 2 Business.

FAKTA - Lyngby Porcelæn

  • Lyngby Porcelæn blev grundlagt i 1936 i Kgs. Lyngby.
  • Satte sit præg på dansk design i perioden 1936-1969 med blandt andet Lyngbyvasen og designere som Axel Brüel.
  • Lukker i 1969, men genopstår i 2012, da Christian Elving og Kim Mekawi køber rettighederne til Lyngby Porcelæn.
  • På fire år bliver Lyngbyvasen solgt i mere end 300.000 eksemplarer i Danmark, Norge, Sverige, UK, Tyskland, Benelux og USA.

Andet opkøb på kort tid

Det er anden gang på syv måneder, at Danmarks største designhus, Rosendahl, er på opkøbsjagt. Tidligere i år købte Rosendahl Design Group den danske tekstilvirksomhed JUNA.

Dermed har Rosendahl-gruppen nu otte brands, og med købet af Lyngby Design vil Rosendahl-familien åbne nye døre til nærmarkederne og i USA.

- I Danmark er Lyngby-vaserne nærmest blevet en klassiker i dag. I udlandet er det næsten kun lige startet, så vi ser de store muligheder på de udenlandske markeder. Vi føler også, at vi kan udvikle videre på designet, fortæller Henrik Rosendahl.

 I Danmark er Lyngby-vaserne nærmest blevet en klassiker i dag.

Henrik Rosendahl, direktør, Rosendahl Design Group

Lyngby-vasen er solgt i mere end 300.000 eksemplarer på fire år i både Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, England og USA.

Sund forretning

Der gik kun 24 timer fra direktør Henrik Rosendahl gik ud med et budskab om at ville købe flere virksomheder op i medierne, til Lyngby Design kontaktede ham.

- Man kan jo ikke kontrollere, hvornår folk har lyst til at sælge, men der er helt klart nogle, som er interessante og passer godt ind hos os, sagde Henrik Rosendahl til Berlingske Business i maj.

Og direktørens selskab virker da også til at have fat i den lange ende med tredje rekordregnskab i træk og en halv milliard i omsætning. 

Både årets resultat og egenkapitalen gik også frem i 2015 i forhold til 2014.