Dansker købte smart idé for lille million: Nu skal produktet sælges i 60 lande

16x9
Her er et af de visitkort, som kan plantes fra Sprout. Der sidder frø i papiret. Foto: Pressefoto / Pressefoto

En blyant og et visitkort, der kan plantes og blive til alverdens blomster og krydderier. Det er, hvad dansk iværksætter sælger til 60 lande.

Får du også et dødt udtryk i øjnene, når nogen nævner ordet bæredygtighed? Så er du ikke alene. 

Men det har danske Michael Stausholm, der har stiftet virksomheden Sprout, måske medicinen mod.

I hvert fald har han lokket virksomheder og kunder i 60 forskellige lande til at købe hans blyanter og visitkort, der har frø i sig og derfor kan plantes efter brug.

- Jeg tror, vores succes handler om, at vi fortæller en god historie i forhold til bæredygtighed. Blyanten er et godt eksempel på, hvordan man rent fysisk kan se, at man genbruger noget, siger Michael Stausholm, der stiftede virksomheden for tre år siden, til TV 2 Business.

Her er en Sprout-blyant, der bliver til lavendel.
Her er en Sprout-blyant, der bliver til lavendel. Foto: Pressefoto / Pressefoto

Rent fysik har Sprout-blyanten - i stedet for viskelæderet i toppen af en normal blyant - en lille kapsel, der indeholder frø.

Når man er færdig med at bruge blyanten, kan man plante blyanten med kapslen i en potte. Efter to uger vil der så stå en plante i potten i stedet for blyanten.

Blyanter er ikke kun for børnehaveklassen

Sidste år solgte Sprout 1,7 millioner blyanter, som kunne plantes til både basilikum, mynte, chili, forglemmigej, lavendel, timian, mynte og meget mere.

- Mange tror blyanter er noget fra fortiden eller noget, som kun børnehaveklassen bruger. Men der blev faktisk produceret 14 milliarder blyanter sidste år, fortæller Michael Stausholm.

Mange tror blyanter er noget fra fortiden, eller noget som kun børnehaveklassen bruger

Michael Strausholm

Han opdagede projektet og idéen på sitet Kickstarter i 2013, hvor tre robotstuderende fra MIT i USA havde lagt deres projekt om netop bæredygtige blyanter op. 

Et år efter købte Michael Stausholm idéen og patentet på forretningen til en lille million.

Troede ikke på salg i starten

Og det har vist sig at være en god idé, selvom han faktisk ikke helt troede på projektet selv i starten.

Michael Stausholm, stifter og direktør i Sprout.
Michael Stausholm, stifter og direktør i Sprout. Foto: Pressefoto / Pressefoto

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så vågnede jeg det første års tid hver morgen og tænkte, at i dag sælger jeg ikke flere blyanter, siger Michael Stausholm .

Det gjorde han dog, og flere store kunder som Disney, Bacardi og Ikea er siden hen hoppet med på vognen.

Sprutmærket Barcardi købte blandt andet 10.000 Sprout-blyanter med mynte-frø i, da de lavede en stor kampagne om drinken Mojito.

Visitkort kan også plantes

Seneste skud på stammen er så visitkort og lykønskningskort, der kan plantes efter brug.

Danskerne køber mere biodynamisk, og derfor ændrer supermarkederne nu deres sortiment. Se mere om historien på TV 2 Business her:

- Visitkort er en kæmpestor forretning. Man får tit et visitkort og putter detaljerne ind i telefonen, men derefter ryger det så ned i et skab eller en skuffe. Så hvorfor ikke plante det i stedet? spørger Michael Stausholm, der lancerer visitkortene i denne uge.

Sprout har 19 ansatte både på kontoret i Høje Taastrup og i Boston.

Sidste år omsatte Sprout for 10 millioner kroner og forventer at omsætte for det dobbelte i år.