Dansk bilkonge går i kødet på Tesla: Min elbil vil koste under 300.000 kroner

Bildesigner Henrik Fisker tager kampen op med Tesla med en ny batteriteknologi, der ifølge Fisker selv vil revolutionere markedet for elbiler.

De er for dyre, for bøvlede og for dårlige. Elbilerne har endnu ikke ikke fået det store folkelige gennembrud, men det vil den LA-baserede danske bildesigner, 53-årige Henrik Fisker, nu lave om på.

Han vil inden for få år præsentere to nye elbiler, og den billige model skal koste det samme som en typisk dansk familiebil.

- Med den nuværende beskatning kommer den til at koste under 300.000 kroner, lyder det fra den danske bildesigner i et interview med TV 2 Business.

Til sammenligning koster en Tesla næsten dobbelt så meget.

Se hele interviewet med Henrik Fisker på TV 2 Business her:

Som at køre en normal bil

Og det er ikke kun prisen, der vil adskille den nye elbil fra de øvriger elbiler - og især ærkerivalen Tesla, understreger Henrik Fisker.

Bilens rækkevidde vil være på 650 kilometer, batteriet skal kunne oplades dobbelt så hurtigt som Teslas, og batteriets levetid skal være betydeligt længere end Teslas.

- Vores batteriteknologi vil være en gamechanger. Man skal kunne køre fra København til Aarhus og tilbage igen. Uden problemer. Sagt på en anden måde vil det være ligesom at køre i en normal bil, forklarer Henrik Fisker.

Vores batteriteknologi vil være en gamechanger.

Henrik Fisker

Og selvom han tænker stort og drømmer om, at hans nye elbil skal blive hvermandseje, vil der også være både øjeguf og køreglæde til dem med en ekstra bugnende tegnebog.

Den danske bildesigner har tidligere designet biler i den absolutte luksusklasse, hvor man skal være mere end almideligt godt ved muffen for overhovedet at kunne drømme om at være med.

Årelang strid med Aston Martin

Fiskers store gennembrud blev samarbejdet med Aston Martin, men det blev også en starten på en konflikt, der ikke umiddelbart synes at nærme sig en afslutning. 

Bilproducenten Volkswagen har også introduceret en Tesla-dræber. Se mere på TV 2 Business her:

Tidligere på året sagsøgte Fisker sin tidligere arbejdsgiver, der blandt andet stod bag designet af Bond-bilen DB10 til den seneste James Bond-film Spectre.

Bilen har visse ligheder med Fiskers bil, Force 1, og Fisker mener, at Aston Martin med trusler om sagsanlæg har forsøgt at forhindre ham i markedsføre bilen.

Økonomiske lussinger

Men udover at kæmpe med sin tidligere arbejdsgiver - både i og uden for retten - har Fisker også haft tid til mange andre ting.

I 2007 stiftede han luksuselbilfirmaet Fisker Automotive, der indtil 2012 byggede knap 2000 biler.

Selskabet samarbejdede med den amerikanske batteriproducent A123, der gik konkurs undervejs, hvilket skabte store problemer for Fisker Automotive, der oplevede voldsomme forsinkelser i leveringerne. 

Det stort opslåede eventyr, der ifølge Reuters kostede private investorer og statslige långivere over 9 milliarder kroner, endte med en konkurs i 2013.

Kort forinden havde Henrik Fisker forladt sin egen virksomhed, der senere blev overtaget af kinesiske Wanxiang, som også overtog den konkursramte batteriproducent A123.

To biler på vej

Det fallerede projekt har dog ikke fjernet troen på den danske bildesigner. Hverken hos ham selv, eller hos den gruppe ukendte investorer, der nu planlægger at præsentere de to nye biler inden for få år.

Den første elbil forventes at se dagens lys i 2017. Det bliver luksusudgaven, der skal konkurrere direkte med Tesla, mens den billigere model forventes at være på markedet umiddelbart efter.

Fiskers nye firma har fået navnet Fisker Inc., og batteriteknologien kommer fra datterselskabet Fisker Nanotech.