Betalingsgigant vil åbne for brug af Apple og Samsung Pay i Danmark

16x9
Her bruger en mand sit Apple Watch til at betale med på en café. Foto: MAXIM ZMEYEV / Scanpix Denmark

Ejeren af dankortet, Nets, vil åbne for mobilbetalinger med Apple og Samsung Pay i Danmark.

Nets vil sørge for, at danskene kommer til at kunne betale med mobilbetalingsløsningerne Apple og Samsung Pay i fremtiden.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Den danske betalingsløsningsgigant Nets har netop indgået en aftale med Oberthur Technologies, der er en fransk teknologivirksomhed. Og sammen vil de give de nordiske banker mulighed for at kunne vælge store internationale mobilbetalingsløsninger som netop Apple og Samsung Pay.

- Nets ønsker at være på forkant med udviklingen på det internationale betalingsmarked og sikre, at vores bankkunder kan understøtte nye betalingsmulgiheder, som for eksempel Samsung Pay. For det ønsker bankerne at kunne gøre, siger Hans Henrik Hoffmeyer, der er direktør i Nets med ansvar for mobile tjenester, til Børsen.

Nets kommer til at kunne byde ind med teknologien bag mobilbetalingen.

I følge Nets kommer danskerne til at vente lidt. En sådan proces "tager lang tid", fortæller Hans Henrik Hoffmeyer.