Ung dansker sælger selskab for over 100 millioner: - Jeg ruller bare de her penge videre til næste virksomhed

Serieiværksætter Mads Faurholt-Jørgensen har startet en stribe virksomheder. Nu sælger han ud for første gang.

Den danske serieiværksætter Mads Faurholt-Jørgensen, der har rejst over en milliard kroner fra investorer verden over, har gennemført sit første salg af en virksomhed.

Det sker med salget af det digitale marketing-bureau Lion & Lion, der er stiftet i regi af investeringsselskabet Nova Founders Capital, som 32-årige Mads Faurholt-Jørgensen er medstifter af.

Se hele interviewet med Mads Faurholt-Jørgensen og hør, hvad næste skridt er for serieiværksætteren på TV 2 Business her:

Prisen for selskabet, der blev grundlagt for 4 år siden, lander på den gode side af 100 millioner kroner. Det er det børsnoterede japanske selskab Septini Holdings, der er køber.

- Det er rigtig vigtigt for os i Nova Founders Capital at bevise, at vi ikke kun kan rejse penge, men at vi også kan forvandle et par millioner kroner til en salgsværdi på 100 millioner kroner, siger Mads Faurholt-Jørgensen til TV 2 Business.

Vil starte virksomheder

Lion & Lion har 170 ansatte og har aktiviteter i Hong Kong, Malaysia, Indonesien og Singapore. 

Og det er da heller ikke den første virksomhed, at Mads Faurholt-Jørgensen står bag.

- Jeg er serieiværksætter. Jeg elsker at starte virksomheder - jeg vil være der fra starten. Jeg vil rende rundt med problemerne og prøve at finde løsningerne på det, forklarer han.

Mads Faurholt-Jørgensen står bag cirka 30 virksomheder. Blandt andet virksomheden Samlino her i Danmark.

Kan købe et par Ferrari

Den danske iværksætter har kun brugt fire år på at forvandle et par millioner i Lion & Lion til nu at kunne sælge virksomheden for 100 millioner kroner.

Se også nyeste afsnit af 'Faurholts Iværksætterverden' på TV 2 Business her:

Og selvom handlen har givet et godt afkast til både Mads Faurholt-Jørgensen selv og en del medarbejdere i virksomheden, så er det ikke det vigtigste for serieiværksætteren.

- Jeg ruller bare de her penge videre til den næste virksomhed, forklarer han.

Alligevel skjuler Mads Faurholt-Jørgensen ikke, at han har fået en del penge på kistebunden efterhånden.

Hvis du ikke rullede pengene videre, kunne du så købe en Ferrari?

- Ja et par stykker, svarer han.