Officielt: Skat betaler millioner for Panamapapirer

16x9
Skat har købt Panamapapirer for seks millioner kroner. Foto: Claus Fisker / Scanpix

Skat har købt Panamapapirer for seks millioner kroner, erfarer medie.

Skat har købt adgang til oplysninger om en række danskere, som står nævnt i Panamapapirerne. 

Det oplyser Skat i en pressemeddelelse.

Skat betalt i alt seks millioner kroner for oplysningerne, der indholder diverse aftaler, korrespondacer og stiftelsesdokumenter. 

Det er første gang, at Skat har købt dokumenter fra et skattely, men hvem sælgeren er står hen i det uvisse. Via krypterede beskeder blev Skat tidligere på året kontaktet af en anonym kilde, som hævdede at være i besiddelse af dokumenter, der kunne lede Skat på sporret af mulige skattesvindlere.

Siden sendte kilden i første omgang en del af materialet, så Skat selv kunne vurdere dokumenternes troværdighed, og det har altså nu ført til, at en større handel er gennemført.

- Vi havde mulighed for at gennemgå materialet, inden vi betalte. Det, vi er blevet lovet, har vi også fået. Materialet indeholder det antal filer om danskere, som vi forventede, og kvaliteten svarer til de prøvesager, som vi fik inden, siger indsatsdirektør i Skat, Jim Sørensen, i en pressemeddelelse.

Et moralsk dilemma

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) erkendte tidligere på måneden, at det er et dilemma, at Skat køber oplysninger af en ukendt kilde, som potentielt kan have anskaffet sig dem på ulovlig vis. Han har dog fået opbakning fra en række af Folketingets partier til at gennemføre handlen. Også Socialdemokraterne bakker op.

- Jeg håber, at den gennemsnitlige danske skatteyder har det som mig: Nemlig at skattevæsnet skal komme efter de helt store svindlere, som snyder og bedrager det danske samfund, sagde Karsten Lauritzen i begyndelsen af september.

Og dermed var den svære beslutning om Panama-oplysningerne i virkeligheden let.

- For skattevæsnet skal gå efter de store fisk og ikke de små. Og det gør vi så, siger skatteministeren.

Hvorvidt en lignende handel kan komme på tale i fremtiden er noget sværere at sige noget om.

- Det vil være noget, man skal afgøre fra sag til sag, siger Karsten Lauritzen.