Butikskæde satser på deleøkonomi: Nu skal vi købe ind for hinanden

16x9
Køb ind for naboen og få penge for det. Sådan lyder et nyt koncept fra Rema 1000. Foto: ERIK REFNER / Scanpix Danmark

Rema 1000 klar med nyt koncept, der vil gøre det muligt at tjene penge på at handle for naboen.

De danske forbrugere skal tjene på at købe ind for hinanden – og samtidig holde liv i lokale butikker.

Sådan lyder en ny offensiv i kampen om at vinde markedet for onlinehandel med dagligvarer, skriver Finans.

Bag den nye digitale indkøbstjeneste med navnet Vigo står den norskejede discountkæde Rema 1000 Danmark. Den vil gøre det muligt at handle digitalt og få varerne bragt til døren af privatpersoner. De får penge for at pakke og købe varerne i discountbutikken samt bringe dem ud.

- Vi vil bringe deleøkonomi ind i dagligvarehandlen, så kunderne selv indbyrdes kan lave lokal internethandel i vores butikker, siger adm. direktør Henrik Burkal, Rema 1000 Danmark, til Finans.

Målet er i første omgang at få mindst 10.000 indkøbere med i Vigo, som kobles op på kædens 279 discountbutikker.

Det vil koste 39 kr. at få en pose varer bragt ud, og en indkøber kan sikre sig de 34 kr. Restbeløbet skal bruges til håndtering af betaling og forsikring.

Samarbejdspartnere i projektet er bl.a. Danske Bank med Mobilepay samt Alm. Brand.

- For år tilbage var det mange steder udbredt, at naboer og andre hjalp hinanden ved at tage varer med hjem fra købmanden. Det sætter vi nu strøm til, vurderer Jesper Bove-Nielsen, der er direktør for Remas Vigo-projekt, over for Finans.