På vej mod rekord: Millionerne ruller ind til danske iværksættere

Danmark har udsigt til rekordår for investeringer i opstartsvirksomheder

Venture-databasen Nordic Web registrerede i første halvår 57 investeringer til i alt 1,2 mia. kr. i danske iværksættere. Det er den største sum, databasen nogensinde har registreret på et halvår herhjemme. For hele 2015 endte summen på 1,8 mia. kr.

Danskere i hele Top 3

Dermed kan 2016 gå hen og blive et rekordår for investeringer i iværksættermiljøet.

Nordic Webs data viser desuden, at Norden i august tiltrak tre investeringer i vægtklassen over 10 mio. dollars (66 mio. kr.). Alle tre gik til danske iværksættere:

Prissammenlignings-tjenesten Samlino, digitalbureauet Blackwood Seven, og Airhelp, der hjælper flypassagerer med at få erstatning for forsinkelser.

Nemmere at finde kapital

- Først og fremmest har vi nogle rigtig dygtige iværksættere og nogle rigtig dygtige tekniske folk og marketingsfolk. Og vi ser en stigende interesse både fra udlandet og fra rigtig mange danske investorer, som vi traditionelt ikke har set investere i tech-startups, siger Christoffer Malling, direktør i opstartsforeningen Copenhagen For The Win og medstifter af Copenhagen Tech Fest.

Festivallen sætter resten af måneden fokus på danske teknologi-iværksættere,

Han ser en international tendens til, at iværksætterne har fået nemmere ved at skaffe kapital. I Danmark går det stærkt lige nu, men vi har stadig et stykke op til vores nabolande.

Fart på Danmark

-Vi kommer fra Danmark fra et lavere udgangspunkt. Stockholm ligger på et ultrahøjt niveau og accellererer stadig rigtig hurtigt, men vi er endnu hurtigere accellererende, siger Christoffer Malling. 

Torsdag annoncerede iværksættervirksomheden Pleo, at den har hentet 20 mio. kr. fra bl.a. iværksætterfabrikken Founders, som Lego-familien står bag, samt Bestseller-rigmanden Anders Holck Povlsen. 

Pleo er et nyt betalingskort, der sammen med en app giver virksomheder overblik over medarbejdernes arbejdsrelaterede udgifter.