Nationalbanken advarer om boligboble - situationen er 'tæt på uholdbar'

Det københavnske boligmarked kan være tæt på en boligboble, lyder det fra Nationalbanken.

Priserne på lejligheder og huse i den danske hovedstad kan meget vel være tæt på at nå et så højt niveau, at det minder om en boligboble.

Sådan lyder det fra Nationalbanken, der har lavet en test af det danske boligmarked, og som i dag præsenterer sit syn på dansk økonomi.

Se hele interviewet med nationalbank-direktør Lars Rohde på TV 2 Business her:

- Udviklingen giver grund til bekymring, siger Lars Rohde, der er direktør for Nationalbanken, på et pressemøde.

I 00'erne rundede de årlige prisstigninger 20 pct. I dag er der tale om årlige stigninger på 4-5 pct, og der er derfor ikke tale om en boligboble i hele landet.

Priser kan falde ved stigende renter

Udmeldingen kommer oven på flere år med massive prisstigninger og rekordlave salgstider på det københavnske boligmarked.

Nationalbanken kan dog ikke udelukke, at de høje priser på boliger i hovedstaden kan skyldes, at vi har haft rekordlave renter samtidig med højere indkomster hos danskerne. 

Det vil derfor også betyde, at der er en risiko for, at prisen for en bolig i nogle af landets dyreste områder kan falde, hvis renterne stiger.

- Det kan ikke helt afvises, at prisudviklingen skyldes højere indkomster og lavere renter. Men der er en risiko for, at priserne presses op af spekulative opkøb, så prisniveauet ikke udelukkende afspejler underliggende fundamentale forhold, lyder det fra Nationalbanken.

Uholdbart

Men i København er priserne steget meget mere end i resten af landet. Så meget, at Nationalbanken i sin kvartalsoversigt kalder situationen for tæt på uholdbar.

Prisstigningerne er bekymrende, fordi boligejerne i hovedstaden samtidig er dårligere rustet til rentestigninger end i resten af landet, lyder det.

- Kombinationen af stor rentefølsomhed og en boligprisudvikling, der allerede er på grænsen til uholdbar, øger risikoen for, at selv mindre, uforudsete rentestigninger kan afstedkomme prisfald.

Kig på dit boliglån

Derfor kan man som boligejer tage et kig på sit valg af boliglån, hvis man vil være på den sikre side, forklarer Realkredit Danmark.

- I første omgang kan potentielle boligkøbere i en vis udstrækning gardere sig mod denne risiko ved at hjemtage et 30-årigt fastforrentet realkreditlån, hvor værdien af restgælden mindskes ved stigende renter, skriver Christian Hilligsøe, der er cheføkonom i Realkredit Danmark.

Nationalbanken regner med, at priserne på boliger vil stige yderligere 3 procent resten af året.