Jim Lyngvild donerer beløb til udsatte kinesiske børn

16x9
Jim Lyngvild har succes med sin tøjkollektion i Kina. Men han får ikke selv glæde af gevinsten. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Jim Lyngvild har succes med sin tøj-kollektion, han har solgt for 61 millioner kroner. Pengene går til udsatte børn, skriver Ekstra Bladet.

Designeren, forfatteren og modekommentatoren Jim Lyngvild har kinesisk succes. 

Han har nemlig solgt sin tøjkollektion for hele 61 millioner kroner, skriver Ekstra Bladet.

Jim Lyngvild har deltaget i et kinesisk tv-program, hvor tøjdesignere konkurrerer med hinanden om at lave det bedste modetøj, skriver Ekstra Bladet.

Han vandt ikke konkurrencen, men fik alligevel tilbudt 61 millioner kroner for sin kollektion af et kinesisk website. 

Men dem får Jim Lyngvild dog ikke selv nogen økonomisk glæde af, forklarer han. 

- De tilbød mig en procentdel af, hvad der bliver solgt, og det kan være rigtig mange penge. Men jeg ville hellere have, at de skulle gå til syge børn. Så tjener jeg mine egne penge selv. Så ved jeg også, at der sidder nogle engle et sted og sender god karma, siger Jim Lyngvild til Ekstra Bladet. 

Dansk ambassadør 

Ekstra Bladet skriver, at Jim Lyngvild dog stadig har masser at tage til Kina efter. 

Han vender nemlig snart tilbage til riget i midten, hvor han skal stå for at arrangere show, hvor der blandt andet er fokus på vikinger og H.C. Andersen. 

- Jeg er Kinas store danske stjerne, og fordi min stil er så spektakulær, og jeg er fire hoveder højere end alle andre, kan jeg ikke gå på gaden i fred. Der bliver taget en del selfies, siger han til Ekstra Bladet.