Gratis elbiler skal revolutionere offentlig trafik

16x9
Gratis elbiler skal revolutionere den offentlige trafik i Danmark. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Danske iværksættere vil lancere elbil, der skal fragte folk gratis rundt i de europæiske storbyer.

Det skal være muligt at køre rundt i en gratis elbil i de europæiske storbyer i 2017. Det er ambitionen i selskabet Spiri, som de danske iværksættere Stefan Holm Nielsen og Søren Halskov Nissen står bag.

De vil revolutionere offentlig trafik i storbyer, skriver Berlingske Business.

Se også hvordan Volksvagens elbil, der kan køre 600 km, angriber Tesla på TV 2 Business her:

- Det er ikke en ny Tesla, vi har bygget. Det er en helt simpel bil, der kun rummer det mest nødvendige. Vi genopfinder ikke den dybe tallerken, men genbruger hardware fra andre producenter, siger Stefan Holm Nielsen, der er adm. direktør og medstifter i Spiri.

Elbilerne kommer til at holde parkeret omkring i storbyerne, og man vil derefter med en app kunne booke dem og køre gratis inden for et afgrænset område.

Det er ikke en ny Tesla, vi har bygget. Det er en helt simpel bil, der kun rummer det mest nødvendige

Stefan Holm Nielsen, adm. direktør og medstifter, Spiri

Den eneste form for forpligtelse med brugen af elbilen er, at man tager andre med på vejen, som skal samme vej. Disse passagerer skal så betale et beløb svarende til en busbillet.

Det er endnu ikke bestemt, hvor Spiris elbiler kommer til at rulle ud først.