Deleøkonomi rammer erhvervslivet: Nu kan du dele dit mødelokale

En ny dansk platform vil skabe forretning på, at virksomhederne kan deles om mødelokaler.

Gomore, Airbnb, Goboat, Uber og andre lignende tiltag satser stort på deleøkonomi blandt private, og nu rammer trenden også erhvervslivet.

Den danske onlineplatform Gaest vil have de danske virksomheder ombord på deleøkonomi-båden. De forsøger derfor at samle udbuddet af mødelokaler i forskellige virksomheder for derefter at leje dem ud til andre.

Se hele interviewet med Anders Mogensen og se et af de mødelokaler han lejer ud på TV 2 Business her:

- Jeg tror også, der er mange, der synes, det er interessant at kunne få en øget omsætning ved at kunne leje sine kvadratmeter ud og på den måde måske få et solidt bidrag til ens husleje, siger Anders Mogensen, direktør i Gaest.

Udlejning af tomme lokaler

Anders Mogensen mener, at mange virksomheder har beregnet antallet og størrelsen af mødelokaler til tider, hvor der er allermest travlt. Derfor tror han på, at der vil være mange mødelokaler i overflod på visse tidspunkter.

- Når nogle af de her kontorer, mødelokaler eller andre faciliteter står tomme, så tror jeg egentligt mange godt kunne se interessen i det, siger han.

Jeg tror også, der er mange, der synes, det er interessant at kunne få en øget omsætning ved at kunne leje sine kvadratmeter ud og på den måde måske få et solidt bidrag til ens husleje

Anders Mogensen, direktør, Gaest

Indtil videre har Gaest haft 5-10 bookninger.

Én af de virksomheder, der har stillet sine mødelokaler til rådighed gennem platformen er Bådcafe ved havnen i Aarhus.

Se Dansk Erhverv fortælle, hvor stor mødebranchen egentligt er i Danmark på TV 2 Business her:

- Vi har nogle gange, hvor lokalerne står tomme f.eks. i vinterhalvåret. Det kan være på forskellige tidspunkter, hvor vi kan se en god mulighed for at udnytte lokalerne der, siger Preben Hald, der ejer caféen.

Deling bliver stort

Og selvom delingen af mødelokaler stadig er på første stadie, så tror ekspert i deleøkonomi Claus Skytte på, at det kan blive en succes.

- For to år siden var der slet ikke nogen af os, der vidste, hvad deleøkonomi var. Nu begynder det at virke, og det vokser eksplosivt blandt de private, så nu skal virksomhederne se, om de vil være med på den her tillidsøvelse, som deleøkonomi er, siger han.

Se også interviewet med Gomore, en anden spiller inden for deleøkonomien, der mener, at skattereglerne på området er for svære på TV 2 Business her:

Han mener, at potentialet inden for deleøkomoni er uendeligt.

- Internettet har ikke tænkt sig at stoppe lige foreløbig, så alle mulige former for deling af ting, der ikke bliver brugt vil blive stort.

Der er indtil videre skudt 10 millioner kroner i Gaest.