Pandora-milliardær vil bygge indhegnet boligkvarter

16x9
René Sindlev blev milliardær ved børsnoteringen af Pandora. Nu vil han bygge et indhegnet minisamfund i Solrød. Foto: Christian Liliendahl / Scanpix Denmark

Den danske milliardær René Sindlev investerer 700 millioner i såkaldt ”gated community.”

Høje mure og bevæbnede vagter, der kontrollerer, hvem der kommer ind og ud af kvarteret. Det er noget, de fleste forbinder med kvarterer i USA.

Men nu vil den danske René Sindlev bygge en dansk udgave af et indhegnet minisamfund, skriver Børsen.

- Jeg kan godt lide tanken om ”gated communities” med hegn og vagter, som de har i USA, siger René Sindlev til Børsen.

Han skabte smykkeforretningen Pandora  og blev milliardær, da selskabet gik på børsen.

Det bliver i Solrød tæt på København, der får et nyt kvarter, skriver Børsen.

De fleste kan være med

Der er planer om pools og fitnesscenter, men selvom det måske emner af priser, som de færreste har råd til, bliver det ikke tilfældet, forklarer René Sindlev.

- Det er et niveau, hvor de fleste kan være med med det lave renteniveau, der er i øjeblikket, siger han.

Han kalder det affordable luxury. Samme prisklasse som også Pandoras produkter ligger i, skriver avisen. 

Ifølge Børsen skal der ifølge planen bygges 246 boliger, hvor de 82 af dem er rækkehuse, mens de 164 er lejligheder. Minissamfundet skal opføres indenfor de næste to år.