Ung Facebook-duo voksede fra forældrenes kælder til eget kontor: Læs deres tre råd

To tidligere handelsskoleelever har stor succes med at lave annoncering for virksomheder på det globale sociale medie Facebook.

I starten var Facebook et værktøj til at markedsføre PL & Partners første forretning, der solgte herreure i en webshop.

Men bare fire måneder efter, at Mads Paaskesen og Kristian Larsen var blevet studenter og havde stiftet virksomhed, blev de kontaktet af Facebook.

Men så kigger jeg på dem og tænker: de kører jo ikke en Ferrari, så hvad ved de.

Mads Paaskesen, Partner, PL & Partners

Internetgiganten kunne se, at de var enormt dygtige til at udnytte de annonceringsmuligheder, det sociale medie har.

Efter at have været til flere møder med Facebook om, hvordan man bedst bruger annonceringen på det sociale medie, blev de opfordret til at lave en virksomhed, der kun specialiserer sig i Facebook-markedsføring.

- Så lavede vi et CVR-nummer med det samme og fik solgt UR-forretningen og satsede 100 procent på Facebook, siger Mads Paaskesen, den ene af de to partnere.

Det var tilsyneladende den rigtige slutning. Ur-forretningen blev startet i forældrenes garage – nu har de seks ansatte og eget kontor i Køge. Omsætningen er også øget voldsomt, og de regner med at omsætte for fire millioner i år.

Her kan du se hele interviewet med den succesfulde duo, hvordan kontakten til Facebook blev skabt og ikke mindst få en forklaring på, hvad det er, de egentlig kan med annoncering. 

Drop bekymringerne

De to unge iværksættere regner med at omsætte for mere 15 millioner og have 25 ansatte næste år.

- Det kan godt være, at det er højt sat, men det er bedre at satse stort og så kun nå noget af målsætningen. For hvis man sætter baren for lavt, så stopper man bare, når man når den, siger Mads Paaskesen.

Men det er ikke de eneste råd, Mads Paasken og Kristian Larsen har til folk, der står overfor at skulle kaste sig ud i iværksætteriet.

Her er de tre vigtigste:

1. Drop bekymringerne – gør det

- Folk spørger mig altid om, hvad man gør med momsregistreringer, bogføring, importregler og så videre. Det er der ingen grund til at bekymre sig om, for alt det kan man lære ved at bruge en dag på at Google. Der er jo heller ingen, der bogfører sig til succes, siger Mads Paaskesen.

2. Tro på dig selv – du kan klare det

- Man skal tro på sig selv. Det kan godt være, at man starter med at græde, mens man kigger sig selv i spejlet, men man kan psyke sig selv til at grine. Og spejl dig selv i dine idoler. For så kan du se, at de jo ikke er anderledes end dig. Så du kan også nå derhen, siger Mads Paaskesen.

3. Find en partner, der er anderledes end dig selv

- Vi er meget forskellige. Jeg er nørdet og teknisk interesseret. Mads er anderledes, helt vild med fodbold og håndbold og elsker at feste.  Vi er vidt forskellige, men vi har det samme mål, og det gør, at vi gør, at vi aldrig er negative på samme tid, siger Kristian Larsen, den anden partner i PL & Partners.

Har de en Ferrari

De første to år tjente iværksætterne ingenting. Det gør de i dag. De får løn hver måned, betaler huslejen og løn til sine ansatte.

En succeshistorie, kan man sige. Men de har også mødt negative folk på vejen, der ikke har troet på det:

- Men så kigger jeg på dem og tænker: de kører jo ikke en Ferrari, så hvad ved de, siger Mads Paaskesen.

Af store kunder for PL Patners tæller blandt andet Kvickly, Superbrugsen og Klasselotteriet.