Salget af hans pita skyder i vejret efter Pokémon: Er René Danmarks heldigste restauratør?

Pokémon-epidemien har både vindere og tabere. René Jakobsen er en af de store vindere.

De seneste dage har besatte Pokémon Go-spillere skabt vrede hos flere politiet, borgere og virksomheder i den intense jagt på pokemoner, men hos iværksætter René Jakobsen er der jubel.

I sidste uge kunne vi se, at der begyndte at ske noget aktivitet her på broen

René Jakobsen, ejer 'Jakobsen Street Food'

Han har nemlig været så heldig at have startet en pitabrødsbod klos op af et såkaldt PokeStop, og det er der penge i.

- Siden i lørdags er der kommet en stigning (i salget, red.) på 25 procent, og vi håber på mere. Vi er nyopstartede og vil gerne på sigt udvide butikken andre steder, siger René Jakobsen til TV 2.

Summede hele ugen

Madmageren har for nylig åbnet boden 'Jakobsen Street Food' på Dronning Louises Bro på Nørrebro i København, og den lukrerer altså på et såkaldt PokeStop, som tiltrækker spillere nærmest døgnet rundt.

- I sidste uge kunne vi se, at der begyndte at ske noget aktivitet her på broen. Og i lørdags kom den danske udgave af Pokémon så. Det har vi mærket på omsætningen, siger René Jakobsen.

Se hele indslaget med Pokémon-jægerne på Dronning Louises Bro her.

Mens den danske madiværksætter har haft held i sprøjten med placeringen af pokestoppet, har andre forretninger betalt kolde kontanter for at få deres eget pokestop.

En pizzamand har ifølge New York Post øjnet fidusen tidligt ved at betale for et PokeStop og på den måde fået fyldt sin restaurant med Pokémon-jægere, og det er der øjensynligt god økonomi i.

Indgå samarbejde med virksomheder

På Nørrebro er Rene Jakobsen åben for at betale for at få Pokémon Go-spillere forbi, og det er der god ræson i, siger Søren Langkjer Ravn, strategi- og konceptudvikler i det digitale kommunikationsbureau Magnetix. 

- Der er et kæmpe potentiale for spiludviklerne i at indgå samarbejder med virksomheder og give dem mulighed for at få Pokémon ind i deres butik eller lave events, hvor der er mange Pokémon. Det må være nogle tanker, de tænker, når de ser, hvor populært det er.

McDonald's er blevet nævnt som en mulig partner med Pokémon Go.